Vejle: Trafikanter på motorvej flyttes
Det omfattende og komplicerede vejarbejde på motorvejen omkring Vejle har længe tæret på trafikanternes tålmodighed. Men nu bliver arbejdet lidt enklere at overskue.
Det vestlige, sydgående spor mellem motorvejskryds Skærup og til- og frakørsel Vejle Syd er nemlig færdigudbygget fra to til tre spor. Nu mangler det østlige, nordgående spor, og vejarbejdet begynder torsdag den 28. februar klokken 06.00.
På en strækning på omkring otte kilometer lægges trafikken om for at færdiggøre det sidste større element i projektet - udbygningen af den østlige side.
Når arbejdet begynder skal al motorvejstrafikken mellem motorvejskryds Skærup og til- og frakørsel Vejle Syd køre i den vestlige side af motorvejen på fire smalle spor. Vejdirektoratet lukker nemlig de østlige, nordgående spor helt for trafik på en strækning på omkring otte kilometer.
Trafikanterne, der kører mod nord, skal derfor være særligt opmærksomme ved motorvejskryds Skærup, hvor omlægningen til den vestlige side sker, samt kort før til- og frakørsel Vejle Syd, hvor trafikken bliver ledt tilbage igen
Den trafikale løsning med trafik i kun den ene side af motorvejen er mere trafiksikker, da trafik og vejarbejde er helt adskilt. Arbejdet kan desuden gennemføres hurtigere, da det foregår uforstyrret på den anden side af midterautoværnet, fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen.
- Ved at have trafikken og byggepladsen adskilt på denne måde, slår vi to fluer med et smæk. Trafikanterne vil opleve en mere enkel køretur, og entreprenøren får mulighed for virkelig at lægge kræfterne i, så vi kan blive hurtigt færdige, siger han.
Trafiksituationen bliver opretholdt helt frem til november 2013, hvor østsiden af motorvejen er færdigudbygget. Herefter vil der være trafik i alle seks spor på motorvejen mellem Skærup og Vejle Nord.
Under arbejdet vil der være fuld adgang til de to rastepladser Skærup Øst og Vest.