DSV leverede varen
DSV har i dag fremlagt sit årsregnskab for 2012 – og det er en tilfreds ledelse, der fremlægger tallene.
- I et transportmarked, der også i 4. kvartal af 2012 har været svagt, er vi stolte af at kunne fremlægge et godt kvartalsregnskab samt et resultat for hele 2012, der overordnet lever op til de forventninger, vi præsenterede ved årets start, udtaler administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i en fondsbørs-meddelelse.
- Vi har i 2012 arbejdet hårdt på at levere en god service til vores kunder, og samtidig har omkostningsstyring og virksomhedsopkøb været højt på dagsordenen. Vi forventer ikke en markant forbedring af markedsudviklingen i 2013, men der er grund til forsigtig optimisme for DSV. Vi står stærkt rustet og forventer vækst i det kommende år.
De væsentlige hovedtal for 2012 er i danske kroner:
2011 2012
Nettoomsætning 43.710 44.912
Bruttofortjeneste 9.819 10.054
EBITA 2.426 2.540
EBITA margin 5,6% 5,7%
Conversion ratio 24,7% 25,3%
Resultat før skat 1.995 2.019
Frie pengestrømme 1.829 1.402
Resultatet for regnskabsåret 2012 betegnes af koncernledelsen som tilfredsstillende. Bestyrelsen foreslår at forhøje udbytte til 1,25 kr. pr. aktie mod et udbytte på 1,00 kr. pr. aktie for 2011.
DSV har følgende forventninger til 2013:
Bruttofortjenesten forventes at ligge i niveauet 10.100 – 10.500 millioner kroner.
Resultat af primær drift før særlige poster forventes at ligge i niveauet 2.550 – 2.750 millioner kroner.
Finansielle nettoomkostninger forventes at ligge i niveauet 300 millioner kroner.
Koncernens effektive skattesats forventes at ligge i niveauet 26 %.
Frie pengestrømme, før eventuelle køb og salg af virksomheder, forventes at ligge i niveauet 1.750 millioner kroner.
Skepsis på børsenRegnskabet blev ikke hilst med jubel på Københavns Fondsbørs.
Det skyldes blandt andet, at DSV ikke fremlagde konkrete planer for yderligere tilbagekøb af aktier.
Selskabet ligger i den lave ende af analytikernes estimater. Forventningerne blandt analytikerkorpset lyder nemlig på et EBITA-resultat på 2724 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 10,4 mia. kr.