Unifeeder sat til salg
Kapitalfonden Montagu har angiveligt sat det danske feederrederi Unifeeder til salg.
Montagu købte Unifeeder af rederiet stiftere Tonny Dalhøj Paulsen og Peter Bohnsen i 2007 for mellem to og tre milliarder kroner. Men nu overvejer kapitalfonden Montagu Private Equity angiveligt at afhænde Unifeeder.
Det skriver dagbladet Børsen i dag med henvisning til flere unavngivne kilder. Mongatu ønsker ikke at kommentere rygterne, men erkender at Unifeeder gennemgår et ”strategisk eftersyn” i øjeblikket.
Ifølge Børsen, så nævnes Maersk Lines eget feederrederi Seago Line, som en mulig køber af Unifeeder.
Unifeeder ejer ingen containerskibe, men opererer lidt over 40 fartøjer for andre rederier. En forretningsmodel, der har vist sig ganske profitabel. Rederiet kunne i det seneste regnskab (2011) notere en omsætning på lidt over tre milliarder kroner og en indtjening på nær ved 300 mio. kroner.