Den nordiske fly-flåde har vokseværk
I sidste uge modtog Norwegian sit femte Boeing 737-800 fly i år og ni mere er på vej.
Men hvis det står til Boeings europæiske konkurrent, Airbus, så vil nordiske flyselskaber hvert år i de næste 20 år i gennemsnit modtage 26,8 nye fly med mere end 100 sæder fra Boeing og Airbus. Det skriver check-in.dk.
I alt 536 nye fly regner Airbus med lander i de nordiske lufthavne mellem 2012 og 2031 til en samlet pris på 56,8 mia. dollars.
Og selv om det lyder som mange fly, så har Norwegian allerede bestilt i alt mere end 275 nye fly fra Airbus og Boeing til levering frem mod år 2020 og SAS får i 2016 de første af i alt 30 spritnye Airbus A320neo-fly.
Airbus økonomer har fundet frem til, at flytrafikken til og fra samt inden for Norden er steget med 78 procent de sidste 11 år. Størst har væksten været til og fra Mellemøsten med en stigning på 872 procent. Mindst vækst var der i det interne nordiske marked, der kun er vokset med 14 procent fra 2002 til 2012.