Femern A/S lodder stemningen
Det danske selskab EPINION A/S har efter et EU-udbud vundet en fireårig kontrakt om at gennemføre en årlig meningsmåling i Nordtyskland og Danmark.
EPINION A/S har mange års erfaring med at foretage professionelle meningsmålinger og har med stor succes tidligere gennemført undersøgelser på tværs af den dansk-tyske grænse.
I den årlige meningsmåling for Femern A/S udspørges et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres holdning til forskellige emner i relation til den faste forbindelse over Femern Bælt. Spørgsmålene drejer sig bl.a. om den generelle holdning til tunnelprojektet og om, hvor godt befolkningen føler sig orienteret om projektet.
- Offentlighedens holdning til den faste forbindelse over Femern Bælt betyder meget for Femern A/S. Resultaterne af meningsmålingerne hjælper os med at finde frem til, hvor der er behov for information, og fungerer som pejlemærke for vores arbejde. Samtidig har de regionale interessenter også gavn af meningsmålingerne. Vi er overbeviste om, at vi har fundet en pålidelig partner til at fortsætte traditionen med de årlige meningsmålinger, siger Ajs Dam, kommunikationsdirektør hos Femern A/S.
Resultaterne af sidste års undersøgelse viste, at et flertal af danskere og nordtyskere mener, at den faste forbindelse over Femern Bælt vil være en fordel for den generelle udvikling i Danmark og i Nordtyskland.
Femern A/S har siden 2009 foretaget årlige meningsmålinger i Danmark og Slesvig-Holsten, Mecklenburg-Vorpommern og Hamborg.