Elektroniske søkort kræver solid portion skepsis
De elektroniske søkort, der bliver obligatorisk om fem år, er behæftet med fejl og mangler.
Skibsførere og styrmænd får lidt lettere ved ’at søkort forstå’, når de elektroniske søkort bliver et krav på større skibe fra 2018. Den moderne IT-teknologi kombineret med GPS-navigation gør det lettere og hurtigere at planlægge sejlruter, samtidig med det bliver lettere at spotte afvigelser fra den fastlagte rute.
Men de elektroniske søkort bliver ikke fejlfrie. Det skriver ing.dk.
Det måtte en amerikansk flådeofficer sande, da han sejlede en minestryger på et rev ved Filippinerne – en fejl, der vanligvis er en uomgængelig karrierestopper i US Navy uanset, hvor god ”søforklaringen” er. Men ifølge den amerikanske flåde, så skyldes havariet en fejl i minestrygerens elektroniske søkort – og derfor er der måske håb for den ulyksalige søofficers karriere.
I Søfartsstyrelsen i Danmark erkender man, at de elektroniske søkort ikke er fejlfri og lider af en række mangler. Alligevel tvivler søfartsstyrelsen ikke på, at de elektroniske søkort, vil medføre et markant løft til sikkerheden til søs.
- I forhold til søkort af papir, hvor man tegner blyantsstreger i kortet for at lægge sin rute, imens man ikke har tid til at fokusere på, hvor man sejler, er der klare fordele for navigatøren ved at anvende elektroniske søkort. Det går væsentligt hurtigere at lave sejladsplanlægning, fordi man jo nærmest med musen klikker sin rute ind og har en dynamisk gengivelse af skibets sejlads og alarmer ved sejlads over kritiske områder. Man kan lynhurigt se, om man f.eks. driver uden for ruten. Der er ingen tvivl om, at det er vejen frem, siger kontorchef Michael Skov, Søfartsstyrelsen, til ing.dk.
Overgangen fra papir til kortdisplay m.m. ventes dog at kræve en enorm uddannelsesindsats. Det kræver nemlig mere end bare basal viden om systemets funktioner, hvis teknologien skal anvendes forsvarligt, fordi de elektroniske søkort langtfra er fejlfri – forkerte positionsopgivelser og falske dybdeaflæsninger er eksempler på typiske fejl.
Derfor er det afgørende at brugerne har en kvalificeret kritisk tilgang til betjeningen af systemet – noget, der kræver solide fundamentale navigationsfærdigheder.
- At uddanne alle navigatører til at navigere på grundlag af elektroniske søkort inden udgangen af 2018 bliver en kæmpeudfordring, for man skal forstå, hvad ens data kan og ikke kan, og hvor man skal være særligt opmærksom,« understreger Michael Skov.