DB Schenker Logistics henter Oscars
Den 24. februar uddeles årets Oscars, men hvis man ikke lige kender danske Oscar-vindere, så er filmmuseet i Frankfurt am Main p.t. nok det tætteste, man kan komme på den famøse statuette.
Til verdens første omfattende udstilling om Oscar, branchens vel vigtigste film-pris, er ti af de eftertragtede trofæer kommet eksklusivt fra Los Angeles.
Indtil den 28. april præsenterer Deutsches Filmmuseum i Frankfurt de berømte statuetter med historiske storyboards, breve og udkast til kostumer og kulisser. For første gang har Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som hvert år uddeler Oscars, åbnet sit omfattende arkiv og har betroet sine kunstskatte til DB Schenkers kunsttransport-specialister i forbindelse med udstillingen i Tyskland.
For at give de museumsbesøgende i Frankfurt et kig på filmprisens historie har DB Schenker fragtet omkring 150 udstillingsgenstande fra Los Angeles til Frankfurt.
-Vi er især glade for, at vi har kunnet få ti originale Oscar-statuetter til Frankfurt. Herunder dem uddelt til stjerner som Bette Davis, Billy Wilder og John Huston, siger Claudia Dillmann, direktør for Deutsches Filmmuseum.
- Aldrig før har Akademiet udlånt så mange genstande, understreger Jochen Müller, Schenker Deutschland AGs direktør for luftfragt og messer/specialtransport.
- Efter kundens specifikationer har vores kunst-eksperter fremstillet skræddersyede bokse til de uerstattelige film-skatte. Således sikrer vi udstillings-genstandene mod ydre påvirkninger under luftfragten.