CPH oplever svag afmatning
Om der i 2013 kommer til at gå flere passagerer gennem Københavns Lufthavn end sidste år, vil tiden vise.
Men hvis lufthavnen vil overgå sit eget rekordresultat fra 2012, så skal der mere gang i passagervæksten i de resterende 11 måneder end der var i januar.
Der var faktisk slet ikke vækst, men tilbagegang i passagertallet i januar måned i år, skriver check-in.dk.
Den var ikke stor. Kun sølle 1.725 færre rejsende end samme måned sidste år, svarende til en tilbagegang på 0,1 procent. Men en tilbagegang er en tilbagegang. Og det er ikke et fænomen, som man er særlig vant til i Københavns Lufthavn.
De sidste tre år er passagertrafikken kun gået tilbage i to måneder. Første gang var i april 2010, hvor aske fra en islandsk vulkan stoppede al flytrafik over Nordeuropa i op til 10 dage. Det kunne aflæses med et fald i passagertrafikken i Københavns Lufthavn på 19,2 procent. Anden gang var i maj 2012, da lufthavnens tredjestørste operatør, Cimber Sterling, gik konkurs. Det betød et fald på 0,7 procent.
Antallet af udenrigspassagerer steg i januar med 2,0 procent, mens der var 4,6 procent færre transferpassagerer. Indenrigstrafikken lå 17,6 procent under samme måned i fjor. Og det var udenrigsvæksten ikke stor nok til at kompensere for.