23948sdkhjf

Lastbiltyverier: Kurven er knækket

I et tæt samarbejde med forsikringsselskaber og politiet har lastbilbranchen knækket kurven over antallet af lastbiltyverier.

I et tæt samarbejde med forsikringsselskaber og politiet har lastbilbranchen knækket kurven over antallet af lastbiltyverier.



Fra 2011 til 2012 faldt antallet af stjålne lastbiler med næsten 54 procent.

I flere år har transportbranchen lidt under stadigt flere stjålne lastbiler og trailere – men nu er kurven det vendt. Fra 2011 til 2012 faldt antallet af efterlyste køretøjer fra 151 til 70 – et fald på næsten 54 procent.

- En af de vigtigste grunde er, at chauffører, vognmænd og andre er blevet meget bedre til at holde øje med mistænksom adfærd og hive fat i politiet, hvis de ser noget. Flere stjålne køretøjer når aldrig at komme med i statistikken, fordi tyvene lynhurtigt bliver fanget, siger chefkonsulent Anders Jessen fra ITD.

En af årsagerne til den skærpede opmærksomhed er efterlysningssystemet LAGOS. Bag LAGOS står ITD, politiet og forsikringsselskaberne. Systemet bliver drevet af Forsikring & Pension.

- I LAGOS får chauffører, vognmænd og andre i branchen en sms eller mail, når eksempelvis en trailer er stjålet. Så kan alle holde udkig efter traileren og melde til politiet, hvis de spotter den, lyder det fra Tommy Holger Hansen, konsulent i brancheforeningen Forsikring & Pension.

Han fortæller samtidig, at politiet de seneste år har fanget mange lastbiltyve, som i dag er bag lås og slå. Det bidrager til faldet i antallet af stjålne lastbiler og trailere.

Tommy Holger Hansen er meget tilfreds med udviklingen:

- Vi har knækket kurven. Både forsikringsselskaber, politiet, branchen, vognmændene og chaufførerne kan takke hinanden for en god og effektiv fælles indsats.

LAGOS-tallene dækker alle stjålne lastbiler og trailere, som er kaskoforsikrede i Danmark. Eksempelvis dækker tallene altså ikke trailere indregistreret i andre lande eller lastbiler uden kaskoforsikring.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078