Ny treakslet kærre til Løgstør
MHN Entreprenøren A/S Leo Jensen, Løgstør har for nylig hentet en ny treakslet Kel-Berg tippeladskærre fra Lastas A/S i Hedensted.
Den nye Kel-Berg tippeladskærre er en 23 tons version med tre BPW otte tons aksler, der er hængt op med original BPW luftaffjedring og udstyret med tromlebremser.
Chassiset er med længdevanger opsvejset til I-profil i højstyrkestål, med kraftige tværvanger og forstærkninger. Det gør chassiset ekstra stabilt.
Bunden er fremstillet i 5 mm hardox stål og forstærket underbund med U-profiler. Bagklappen er 1280 mm høj, todelt og fremstillet i 40 mm aluminiumsprofiler. Øverste del er 880 mm høj og nederste del er 400 mm høj og er fremstillet i 6 mm hardox stål. Den virker ved åbningen samtidig som asfaltskuffe. Bagklappen er elektronisk-luftbetjent og kærren er udstyret med EU-godkendt underkøringskofanger og sidebeskyttelsesværn i aluminiumsprofiler.
Derudover er der monteret en aluminiumsdørkplade på A-trækstangen med trin for opstigning, som er specielt nedbygget til en koblingshøjde på 660 mm.
Den nye tippeladskærre er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas A/S.