Havnearbejdere utilfredse med svar
Østjyllands Politi meddelte fredag, at man havde afvist sagen mod ledelsen på Aarhus Havn for aflytning af tre kranføreres arbejdsmobiler.
Tre fyrede kranførere og flere ekskolleger vil bede statsadvokaten til at rejse straffesag mod havnedirektør Bjarne Mathiesen og borgmester Jacob Bundsgaard.
- Hvis Jacob Bundsgaard og Bjarne Mathiesen tror, at de er ude af fælden, så kan de godt tro om igen. Den her sag er slet ikke slut, sagde kranførernes advokat Bjarne Overmark på et længe planlagt offentligt møde om sagen på en café i Aarhus i fredag. Det skriver Århus Stiftstidende lørdag.
Østjyllands Politi afviste fredag at gå videre med sagen om, at ledelsen har læst beskeder på ansattes mobiltelefoner og angiveligt fundet beviser på mobning af medarbejdere, der var parat til at tage overarbejde.
Aflytningen af kranførernes tjenestemobiltelefoner foregik i en periode, hvor der var uro på havnen. Kranførerne gennemførte flere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og nægtede at tage overarbejde, når skibe ankom uden for den normale arbejdstid.
Havnens ledelse mistænkte en bestemt kranfører for at deltage i mobning af folk der tog overarbejd. Derfor undersøgte Bjarne Mathiesen vedkommendes tjenestetelefon og de sms-beskeder, der var sendt mellem den pågældende medarbejder og andre af havnens mobiltelefoner.
Aarhus Kommunes jurister vurderede, at der var tale om en væsentlig misligholdelse af tre medarbejderes ansættelsesforhold. Kranførerne mener, der er tale om krænkelse af brevhemmeligheden.