Politiet starter tung kampagne
Fra i dag til og med søndag den 17. februar er det med at have styr på sin lastbil og sit vogntog.
Da holder politiet en landsdækkende målrettet indsats rettet netop mod tunge køretøjer.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Kontrollen indgår i rækken af fælleseuropæiske kontroller, der arrangeres af det europæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL.
Den vil være rettet bredt mod tunge køretøjer, oplyser politiet, og det betyder, at man blandt andet vil kontrollere, om der er fejl og mangler på køretøjerne, deres belæsning, hastighed og om førerne overholder de lovpligtige bestemmelser for køre- og hviletider.
Ved en tilsvarende kontrol i uge 7 i 2012 blev der på landsplan standset 456 køretøjer, og der blev konstateret 152 forseelser.