Nedramning af spuns kan høres
Der skal bygges et regnvandsbassin umiddelbart før Vejlefjordbroen til højre for motorvejen i nordgående retning.
Arbejdet foregår i uge syv og otte fra klokken 07.00 til klokken 18.00. Vejdirektoratet forventer, at entreprenøren går i gang mandag den 11. februar.
Arbejdet sker ved spunsning, hvor store jernprofiler rammes eller vibreres omkring ti meter ned i jorden. Ramingen medfører støj i form af nogle ”gung”, som vil kunne høres i området.
Naboer tæt på arbejdspladsen vil kunne høre ramningen mere end andre. Enkelte vil måske også kunne føle ramningen som vibrationer i jorden. Det er ikke Vejdirektoratets vurdering, at vibrationer eller støj giver anledning til skader på huse eller andet, men Vejdirektoratets opmærksomhed vil selvfølgelig være skærpet under arbejdets udførelse og hører gerne fra borgere, der føler sig generet i urimelig grad.
Stålprofilerne rammes ned i en firkant, hvorefter der bliver gravet ned mellem profilerne til en dybde på ca. fem meter. Bassinet sikres efterfølgende med hegn og rækværk, så man ikke kan fald ned i det, hvis man bevæger sig ind på området.
Bassinet skal opsamle og forsinke den øgede mængde regnvand, der kommer fra den kommende bredere motorvej, når de ekstra spor er bygget mellem Skærup og Vejle. Fra bassinnet bliver vandet langsomt ledt videre i et lokalt vandløb. Bassinet vil på den måde skåne det lokale vandløb samt dyrelivet deri. Bassinet ligger nærmere bestemt mellem Ulvehavevej og Vejle Fjord.