Politiker-besøg hos TUC Syd
Job og jobskabelse står i disse år i høj politisk kurs.
Derfor lytter politikerne ekstra opmærksomt, når gode, konkrete og resultatgivende projekter er på bordet.
Sådan kan man roligt betegne den ”AMU med jobgaranti”, som skolesamarbejdet TUC DK nu har praktiseret i et par år. Ca. 2.300 nu forhenværende ledige kursister har med jobgarantien i hånden fået forvandlet deres beskæftigelsessituation fra ”ledig” til ”i arbejde”. Jobgarantien er netop blevet rullet ud i TUC DK-systemet flere steder i Jylland.
Det lød så interessant for Venstres finansordfører og tidligere skatteminister, Peter Christensen, at han i mandags den 4. februar valgte at besøge TUC Syd i Vejen – i Region Syddanmark, hvor politikeren selv er opstillet og valgt til Folketinget
Det blev til en rundtur på det køretekniske anlæg i Vejen og en god snak om tidens politiske udfordringer – og ikke mindst om ”AMU med jobgaranti”.
Tilbage på Christiansborg ønsker V-politikeren derfor at få kastet lys over, hvordan man kan lade sig inspirere af TUC DK’s jobgaranti.