Komplet fodertankvogntog til Mollerup
HMK Bilcon har netop leveret et nyt syvakslet fodertankvogntog til Mollerup Mølle på Mors.
Mollerup Mølle har igennem mange år har fået opbygget olie/benzin tankvogne hos HMK Bilcon, men har denne gang også valgt at få opbygget den nye fodertankbil op hos HMK Bilcon.
Vogntoget er bygget med en 36 m3 forvognstank og tilhørende 30 m3 tankpåhængsvogn med komplet undervogn i aluminium, hvor også akselkonsollerne er konstrueret i aluminium.
Sammen med optimering af resten af opbygningen har det givet en egenvægt på den fireakslede forvogn på 14.300 kg og en egenvægt på påhængsvognen på blot 5600 kg. Den lave egenvægt er opnået selvom der er monteret ekstra gangbro og gelænder i højre side på begge tanke, og opbygningen er udstyret med Solimar luftdyser i samtlige 11 rum.
Chassiset er en Scania R560 LB8x4*4 med styrende bagerste aksel og fuld luftaffjedring.
Vognens motor har en topeffekt på 560 hk og et højeste drejningsmoment på 2700 Nm, og transmissionen er en Scania gearkasse med Opticruise automatisk betjening af både kobling og gearskifte. Førerhuset er et CR16 med bl.a. Scanias eksklusive kombinationsinstrument og kørecomputer med 6,5” skærm.
Chassiset er leveret af Im. Stiholt A/S i Thisted, hvor salgschef Bent Nystrup har stået for salget.