Ukrainsk fly letter fra CPH
Et fly fra det ukrainske luftfartsselskab AeroSvit, der i en måned har holdt stille i Københavns Lufthavn med forbud mod at lette, bliver en af de kommende dage sendt på vingerne igen.
Det oplyser lufthavnens pressechef, Søren Hedegaard.
Flyet har været tilbageholdt, fordi AeroSvit ikke har betalt dets regning til lufthavnen, da selskabet siden 28. december har været i kontrolleret betalingsstandsning. Men nu er pengene fundet og overført til den danske lufthavn.
- Ejeren vil gerne have sit fly tilbage, og vi har fået noget betaling. Papirarbejdet gik i orden i går og derfor kommer det nok i løbet af de næste par dage på vingerne igen og tilbage til sin retmæssige ejer, siger Søren Hedegaard til Berlingske Nyhedsbureau.
- Ejeren bag AeroSvit skyldte os også en del penge ved konkurserne i Cimber Sterling og Skyways, så det vil vi gerne undgå denne gang, sagde han til check-in.dk.