23948sdkhjf

ITD: Behov for nytænkning omkring køre-hvile-tid

Højesteret har stadfæstet, at en chauffør skal frakendes kørekortet betinget for at have fejldisponeret sin pause med to minutter.

Højesteret har stadfæstet, at en chauffør skal frakendes kørekortet betinget for at have fejldisponeret sin pause med to minutter.



Højesteret har netop idømt en lastbilchauffør seks måneders betinget frakendelse af kørekortet for at have fejldisponeret sin lovpligtige pause med en margin på to minutter. Det giver rynkede bryn hos ITD, der opfatter dommen som et symptom på, at hele kontrolsystemet trænger til ”en kritisk gennemgang”.

- Det er desværre langt fra en enkeltstående sag. Men de fleste lignede sager når ikke engang til første instans i retssystemet, fordi chauffører og vognmænd oplever, at de løber panden mod en mur i retssystemet og derfor blot æder bøder og frakendelser i sig, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.

ITD har gennem de senere år støttet et stort antal vognmænd og chauffører i at køre principsager ved domstolene. Formålet har været at presse på for en bedre retspraksis – men uden held.

- Der skal politisk nytænkning til, hvis vi skal sætte en stopper for den stadige strøm af groteske og absurde sager. Vi har et bødekatalog, der er stift og ufleksibelt, og et kontrolsystem, der laver politisager ud af kørsler, som er op til et år gamle og derfor svære for både chauffører og vognmænd at redegøre detaljeret for, siger Jacob Chr. Nielsen og slår fast:

- Vi opfordrer kraftigt justitsministeren til at tage initiativ til at få løst op for kortslutningerne i tæt dialog med transporterhvervet.

ITD holder torsdag, den 7. februar, en konference om udfordringen med at sikre chauffører og vognmænd en fair retspleje omkring køre- og hviletid. Det sker på Axelborg i København.

Sund fornuft tilbage

Desuden fremsætter justitsministeren torsdag et forslag til revidering af færdselsloven, så bødekataloget for fejlbetjening af lastbilernes kontrolapparat bliver blødt op. I branchen betragtes forslaget som et skridt fremad.

Men der er behov for mere, påpeger ITD.

Jacob Chr. Nielsen understreger, at branchen og de danske vognmænd er klar til at tage ansvar og bidrage til lov og orden via egenkontrol og selvregulering.

- Det handler ikke om at slippe uden om og undgå reglerne. Men vi skal have genetableret den almindelige sunde fornuft, og det kan kun ske ved at inddrage branchen konstruktivt i kontrollerne, siger Jacob Chr. Nielsen.

ITD har etableret et egenkontrolsystem for køre-hvile-tid, som tilbydes gratis til organisationens medlemmer. Systemet gennemgår alle køredata for vognmændene, som hver måned modtager en komplet oversigt over overtrædelserne i samtlige biler og hos chaufførerne. Systemet har kørt i et år og har i dag omkring 4000 biler og 7000 chauffører koblet op.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078