Nyt Kelberg tipper til Søren Bech
Vognmand Søren Bech, Transport ApS, Tørring har for kort tid siden fået leveret en ny fireakslet Kel-Berg tippeladstrailer hos Lastas A/S i Hedensted.
Traileren er opbygget på et grålakeret chassis af finkornsstål 690 med kraftige forstærkninger, der gør chassiset meget stabilt, og traileren er udstyret med 4 stk. 9 tons BPW aksler med tromlebremser og bremsesystemet er bl.a. udstyret med RSP faciliteten, der modvirker vælteulykker. Akslerne er ophængt i original BPW luftaffjedring. Første aksel er løftbar, og fjerde aksel er selvstyrende. På chassiset er monteret arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder.
Lastas A/S har opbygget tipkassen i 40 mm indvendige og forstærkede aluminiumsplanker med ekstra forstærkede 7 mm gennemgående alu-bunde og blå HD200 plastbunde. Forsmækken er bygget i 4,5 mm skråstillet alu-plade. Kassen har tophængt bagklap i 50 mm alu-profil med pneumatisk åbne- og lukkesystem, hvor tophængslerne er flyttet 180 mm frem, for at give 10 %
ekstra åbning ved aflæsning. På kassen ligger en kraftig rullepresenning med rør, understøttet af aftageligt travers i midten.
Den nye trailer er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas A/S