Grønlandsk valg udsætter fly-udvidelse
Til et møde torsdag formiddag i sidste uge havde den grønlandske regering et punkt på dagsordenen om hvorvidt selskabet Greenland Express skulle have lov til at drive ruteflyvning til og fra Grønland i konkurrence med Air Greenland, som selvstyret selv ejer.
Men da landsstyreformand Kuupik Kleist havde planer om at udskrive valg om eftermiddagen, blev beslutningen udsat.
Dermed kan der gå adskillige måneder inden Greenland Express får besked om, hvorvidt de kan få lov at drive luftfartsselskab på Grønland eller ej.
Kontorchef Lene Riis fra det grønlandske selvstyres departement for boliger, infrastruktur og trafik vurderer, at regeringen tidligst vil behandle sagen på et nyt møde til april.
Den grønlandske regerings udsættelse af beslutningen vækker frustration hos Greenland Express’ initiativtager, der mener at beslutningen ikke kun handler om valgudskrivelse.
- Vi ser udsættelsen som et tegn på atden grønlandske regering ikke har villet frigive monopolet fra Air Greenland, på trods af at Greenland Express har arbejdet for at fremme muligheden for, at grønlændere i Danmark og i Grønland - og ikke mindst turister kan rejse billigere, siger Gert Brask, der er initiativtager til Greenland Express til check-in.dk.