Under 200 trafikdræbte sidste år
I 2012 dykkede tallet for trafikdræbte til under 200.
Vejdirektoratets foreløbige uheldstal viser, at antallet ender på 175 dræbte.
Det er den foreløbige kulmination på en flot udvikling, der har været i gang i flere år. Over de sidste 10 år er antallet af dræbte faldet med 58 procent. Det er især inden for de sidste tre år, at antallet for alvor er faldet.
Et nærmere studie af nedgangen viser, at man især skal lede efter svaret i Jylland.
Faldet i antallet af dræbte har været mest markant i Jylland, og en årsag kan være, at der er færre, der kører alt for stærkt på de jyske landeveje. I hvert fald viser Vejdirektoratets tal, at der er sket et fald i de højeste hastigheder på landevejene i Jylland.
Det er dog ikke kun antallet af dræbte, der er vigtigt. Også udviklingen i antallet af tilskadekomne betyder meget. Både for de involverede personer, som kan have alvorlige eftervirkninger af ulykken, og for de kommunale udgifter til for eksempel genoptræning.
Samtidig forventes det, at der i 2012 har været cirka 3.610 tilskadekomne. Det betyder, at der for tilskadekomne har været et fald i antallet på 57 procent over de sidste ti år.
- Det glæder mig rigtig meget, at udviklingen på dette område bliver ved med at gå den rette vej. Stadig færre mennesker risikerer at miste dem, de holder af i trafikken. Det sparer mange menneskelige omkostninger – og som samfund sparer vi også ressourcer, siger vejdirektør Per Jacobsen.
- I Vejdirektoratet arbejder vi målrettet med at skabe bedre trafiksikkerhed, både i det daglige arbejde, når vi forbedrer og udbygger vejnettet, men også med målrettede initiativer som for eksempel indsatsen mod højresvingsulykker og sorte pletter.