Frode Laursen udvider i Åstorp
Nyt samarbejde med Beiersdorf styrker Frode Laursens position indenfor logistik i Norden.
Rent fysisk skal Frode Laursen nu styre hele Beiersdorfs nordiske lager, som fysisk bliver placeret i Åstorp i Sverige. Her vil der blive skabt 30 nye arbejdspladser.
Beiersdorf, der blandt andet producerer Nivea hudcreme, Labello læbepomade og Hansaplast-plaster sikrer med sin indflytning, at Frode Laursens nye udvidelse på lagerhotellet i Åstorp bliver fyldt op, når der åbnes den 1. juni i år.
Byrådet i den svenske kommune Åstorp er glade for den danske virksomhed Frode Laursen i byen.
- Vi er meget glade for Frode Laursens investering og for de arbejdspladser som skabes, dem har vi virkelig brug for, siger borgmester Ronny Sandberg.
Ifølge Frode Laursens svenske hjemmeside glæder transportkoncernens salgsdirektør Jørgen Balle sig også til samarbejdet.
- Det er af stor betydning, for Beiersdorf GmbH er en stor og velrenommeret virksomhed, som vi er stolte af at kunne betjene, siger han og tilføjer, at han også selv er glad for at kunne være med til at skabe nye arbejdspladser ved lagerhotellet i Åstorp tæt på Helsingborg.
Frode Laursen fortsætter den positive udvikling i Norden inden for transport og logistik, og planlægger i øjeblikket det næste trin i udvidelsen af lagerkapaciteten i Åstorp.
Frode Laursen koncernen med hovedkvarter i Vitten, har i dag afdelinger i Hørning, Jyderup, Odense og Tølløse i Danmark, Szczecin i Polen, Flensburg i Tyskland, Göteborg og Helsingborg i Sverige samt Kerava i Finland.
I 2012 beskæftigede Frode Laursen A/S med tilhørende datterselskaber cirka 2000 medarbejdere og omsatte for cirka 2,2 milliarder kroner.