Speditører: Åben det indre transportmarked
Europæiske speditører opfordrer EU til at fastholde liberaliseringskurs på transportmarkedet trods kraftige protester fra vognmænd og fagforeninger.
Den europæiske speditørsammenslutning CLECAT opfordrede indtrængende EU-kommissionen om yderligere åbning af det indre transportmarked i EU, da kommissionen afholdt høring om spørgsmålet 17. januar. Et synspunkt, der fik opbakning fra transportkøbernes interesseorganisationer European Shippers Counsil og European Express Association – der repræsenterer kurér-virksomheder.
EU-kommissionen ventes at fremsætte forslag om en revision af den nuværende forordning, herunder de eksisterende begrænsninger på cabotage-området.
- EU-kommissionen og CLECAT giver udtryk for, at det er utåleligt med ineffektivitet og flaskehalse i Europas Indre Marked, siger adm. dir. Martin Aabak, Danske Speditører i en kommentar og tilføjer
- Og vi er enige med dem. Ved høringen i Bruxelles lød der stærke røster fra vognmænd og fagforeninger om at sætte processen i stå. For Danmarks produktive erhvervsliv vil det være en rigtig dårlig løsning. Det vil fordyre eksporten, og importen vil i løbet af kort tid blive klaret som international transport over landegrænsen fra baser i det meget nære udland - noget, som ikke kan forhindres ved den manøvre, som nogle er fortalere for, nemlig at fastfryse de nuværende cabotageregler og gøre administrationen af dem så besværlig, at det afskrækker alle fra at bruge cabotage, siger Martin Aabak.
Hen hentyder her blandt andet til opfordringer fra visse europæiske vognmandsorganisationer til at vente med yderligere liberalisering, indtil der er opnået større lønmæssig og skattemæssig lighed mellem medlemsstaterne.
Friere markedsadgangEU-kommissionens undersøgelsesfase har beskæftiget sig med overholdelse af cabotagereglerne, med hindringer for markedsadgang for udenlandske aktører på visse markeder i form af høje etableringsomkostninger, med ineffektivitet og flaskehalse, med at søge en konsensus i forhold til de modstående interesser og med ansvarlighed i transportkæden. Kommissionen understreger, at det ikke er dens opgave at harmonisere omkostninger, heller ikke lønomkostninger, men at formulere fælles regler og betingelser.
Fredag mødes det udvalg, som transportministeren har nedsat i regi af Trafikstyrelsen, for at færdiggøre en rapport til ministeren.