23948sdkhjf

Godt samarbejde mod diesel-tyveri

Misbruger kriminelle dieselkort, kan det koste virksomhederne flere hundredetusinde kroner.

Misbruger kriminelle dieselkort, kan det koste virksomhederne flere hundredetusinde kroner.



Som regel er det nemlig firmaerne, som hæfter for et betydeligt beløb ved misbrug, og tyve kan nå at stjæle mange tusinde liter diesel på kort tid.

Nu vil politi og transportbranchen sparke gang i et tæt samarbejde med olieselskaberne for at bekæmpe misbruget. Teknologisk er mulighederne mange.

- Kriminelle kan i dag forholdsvis let aflæse dieselkort ved at installere udstyr ved en stander. Vi har eksempler på, at der inden for ganske få timer er tanket med oplysninger fra det samme misbrugte kort flere steder i Europa, og i Sverige forsvandt der på et døgn 8000 liter diesel fra en manipuleret stander, siger chefkonsulent Anders Jessen fra vejgodstransportens brancheorganisation ITD.

Han deltog tidligere på måneden i en svensk konference om kriminalitet mod transportsektoren med dieselkort i centrum. Deltagerne var enige om, at olieselskaberne skal spille en større rolle for at sikre kortene bedre.

Eksempelvis har flere olieselskaber stadig kun kort med magnetstriber og ikke chip, som er langt sværere at misbruge. Samtidig er det ikke alle selskaber, som gør det muligt for vognmænd at overvåge kort på computeren fra deres kontor eller bestemme på hvilke tankstationer chaufføren kan hælde diesel på lastbilen.

Ønsket om en stærkere indsats fra olieselskabernes side har Anders Jessen hørt fra vognmændene selv. Ved en række møder i et af ITD’s netværk er olieselskaber på skift blevet inviteret, og debatten om ansvaret for sikringen af dieselkort har bølget mellem vognmændene og olieselskaberne.

- Nogle selskaber gør en stor indsats, men andre halter desværre bagefter. Her er det afgørende, at vi sammen trækker i arbejdstøjet.

Det er Syd- og Sønderjyllands Politi enig i.

Herfra er politikommissær Christian Østergård med i indsatsen mod transportkriminalitet.

- Et tæt samarbejde mellem branchen, olieselskaberne og politiet er helt afgørende for at komme skridtet videre. Det vil være en win-win situation for os alle, fortæller han.

Inden for kort tid vil politiet og vejgodstransportbranchen derfor stable en konference på benene sammen med olieselskaberne. Her skal deltagerne forme en fælles front mod de kriminelle og arbejde for at få udnyttet de teknologiske muligheder.

- Der er mange lavthængende frugter, vi kan og bør plukke så hurtigt som muligt, lyder det fra Christian Østergård.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081