Intelligent vogn revolutionerer intern transport
I løbet af få år vil avancerede løsninger til automatisering af intern transport opnå stor udbredelse på fabrikker, hospitaler og andre store arbejdspladser verden over.
Det vurderer Henrik Sig, adm. direktør for Handy Transportvogne A/S i Kolding.
Her er man lige nu i færd med at udvikle en intelligent transportvogn, Handy One, der – i kraft af prissætning på en brøkdel af niveauet for sammenlignelige produkter – betegnes som en verdensnyhed.
Danske sygehuse har allerede påbegyndt forsøg med løsninger, som sørger for automatisk transport af materialer fra eksempelvis lagre og depoter - og i USA benyttes allerede hundredvis af intelligente, selvkørende transportvogne på større arbejdspladser.
- Den største hindring for sådanne produkters hurtige udbredelse er deres meget høje priser, der kan komme i nærheden af en million. Dermed bliver investeringshorisonten og tilbagebetalingstiden forholdsvis lang, siger Henrik Sig.
Derfor er filosofien bag Handy One, at man ved at benytte standardkomponenter inden for printkort, sensorer og lignende kan opnå kolossale besparelser på både udvikling og materialer – og dermed sælge det færdige produkt langt billigere.
- På den måde kan vi skabe en løsning, der kan det samme som markedets mest avancerede produkter, men til markant lavere pris. Handy One har potentiale til at opnå så stor udbredelse, at den kan fremskynde selvkørende, intelligente transportvognes indtog og dermed revolutionere intern transport. Vi øjner et enormt afsætningspotentiale og regner også med, at Handy One bliver en storstilet eksportsucces, fortæller Henrik Sig. Han forventer inden længe at kunne demonstrere Handy One på danske arbejdspladser. Prisen kommer med direktørens ord til at lande på ’et lille sekscifret beløb’.
Med intelligente vogne til at varetage den daglige interne transport får medarbejderne mulighed for at bruge en langt større andel af deres tid på kerneopgaver. Henrik Sig mener, at vognene ud over at sikre højere effektivitet også højner arbejdsglæden.