Tysk lavprisselskab går konkurs
Søndag den 27. januar - på selve årsdagen for konkursen i Spanair - måtte tyske OLT Express kaste håndklædet i ringen.
Selskabet har gennem det seneste års tid ført en omtumlet tilværelse, først med ejerskab af polske Amber Gold og sidenhen hollandske Panta Holdings B.V.
Det betyder umiddelbart, at Københavns Lufthavn mister to ruter fra det tyske regionale flyselskab. Indtil søndag har OLT Express fløjet to gange dagligt mellem Bremen og København med planer om at øge frekvenserne til tre daglige afgange i sommertrafikprogrammet. Heruover var det planen, at OLT Express fra den 7. april skulle have fløjet en ugentlig rundtur mellem København og Dresden, skriver check-in.dk.
OLT Express var et regionalt tysk selskab, som i oktober valgt at skifte identitet til et lavprisflyselskab med baser i tre mindre tyske lufthavne. Filosofien var at betjene mindre ruter og lufthavne, som Lufthansa og Airberlin ikke fandt det interessant at betjene. Med lavere omkostninger og mindre fly, håbede OLT Express dermed at kunne skabe lønsomhed, men tilsyneladende uden held.
SAS meddelte i lgår, at selskabet med øjeblikkelig virkning fra den 28. januar opsiger Interline Traffic Agreement med OLT, således at der ikke kan udstedes OLT-strækninger på SAS-billetter, ligesom der ikke kan honoreres SAS-flyvninger på flybilletter udstedt af OLT.