Endnu et år med sejt træk for Kran Blok-segmentet
Klassificering af vejnettet og regler for følgebiler blandt de store ønsker fra gruppen.
- Det har været endnu et sejt-trækkende år, hvor medlemmernes tålmodighed atter har været sat på hårde prøver, men resultaterne viser sig nu, sagde formand for styregruppen ved Kran blok, Frank Segall i sin beretning ved gruppens 26. årsmøde, som blev afholdt lørdag 26. januar.
Styregruppens oplæg til at få klassificeret de kommunale veje har fået fuld opbakning i Vejtransportrådet, der hører under Transportministeriet.
- Denne anbefaling går nu videre til Trafikstyrelsen, som vil vurdere vort forslag med Vejdirektoratet. Så det ser fornuftigt ud, sagde Frank Segall.
- Vores forslag til en uddannelse af følgebilschaufførerne er nu nået frem til Justitsministeriet, som om nogle måneder vil udsende en bekendtgørelse, der giver mulighed for andre end politiet til at regulere trafikken ved særtransporter.
- Forudsætningen er at dem, der skal dirigere trafikken har gennemført en uddannelse. De nærmere retningslinjer for denne uddannelse forventes også at kommer i år, og i følge de seneste oplysninger skulle de første færdigt uddannede ledsagere være klar omkring nytår i år, sagde Frank Segall.
Behov for klassificering af vejnettetKran Blok var repræsenteret ved et møde om etablering af korridorer for vindmølletransporter, arrangeret af Kommunernes Landsforening og vindmølleproducenterne, og styregruppens repræsentanter har også deltaget i et møde med Transportminister Henrik Dam Christensen.
- Vi satte fokus på den manglende klassificering af de kommunale veje, og vi pegede på de fordele, der ville være ved at få kommunevejene med i det klassificerede vejnet. Vi orienterede også ministeren om problematikken med den langsomme sagsbehandling vedrørende ledsagebilerne og den manglende respons fra Trafikstyrelsen på vores henvendelser omkring revision af særtransportbekendtgørelsen, hvor det især skal ses i forhold til transport af for eksempel plader og andre tynde emner som særtransport, sagde Frank Segall, der også kunne berette at man havde nævnt problematikken omkring udsyn bagud via spejle og kameraer.
DTL Region Syd og Kran Blok gik ind i en sag om lovligheden af at transportere tynde plader liggende på ladet med lidt overbredde, i stedet for at have dem stillet på skrå, så det ikke blev en særtransport, men hvor der så til gengæld skulle anvendes en specialopbygget lastbil.
Vognmanden vandt retssagen, da det ikke kunne bevises, at pladerne kunne tåle at blive transporteret på andre måder end liggende.
- Vi havde ønsket en principiel afgørelse. Den fik vi ikke. Dommeren fandt nemlig en vej til frifindelse uden at tage stilling til de samfundsøkonomiske fordele ved at køre pladerne liggende - kontra de samfundsøkonomiske og sikkerhedsmæssige minusser ved at køre dem liggende – en afvejning som Særtransportbekendtgørelsen lægger op til skal være afgørende.
Stadig ingen løsning på følgebilsproblematikkenDer er stadig ikke noget nyt om et eventuelt regelsæt for fører af følgebiler.
- På møderne i følgegruppen har uddannelsen til følgebilschauffører været nævnt flere gange. Og det gælder for alle i udvalget, at vi har svært ved at forstå, at det ikke er på plads, sagde formanden.
Vejdirektoratet udformer flere rundkørsler og kryds, hvor det kræves, at trafikken dirigeres, og i praksis er det derfor nødvendigt at følgebilschaufførerne må dette. Politiet har informeret om at der er skred i tingene, men det er den juridiske ansvarsdel som volder problemer. Men som tidligere nævnt ser det nu ud til, at al det juridiske kommer på plads i år, så uddannelsen kan komme i gang.
Høje vægtgrænser udløste ny udfordringI sin beretning kommer formand for styregruppen Frank Segall også ind på et nyt problem. De forhøjede tilladte totalvægte fik den forunderlige konsekvens, at kommunerne begrænsede adgangen til mange broer. De opsatte skilte, med lavere vægtgrænser over mange broer, har skabt problemer for særtransporterne og for den almindelige lastbilstrafik.
Vejdirektoratet har sat fokus på dette og kontaktet Kommunernes Landsforening. Det er nemlig blevet helt tydeligt, at mange kommuner ikke har analyseret deres broers reelle bæreevne.
Vindmølleindustrien meddelte i foråret, at der var sat gang i et projekt for at skabe korridorer for de store transporter.
- Kran Blok Erfa har i flere år på peget på nødvendigheden af at industrien skulle med på banen og arbejde for at lette transporten af deres varer. Så vi hilser initiativet velkomment, sagde Frank Segall.
Masser af emner til bearbejdelseDer er masser af aktuelle emner, som Kran Blok Erfa i det kommende år vil tage fat på. Allerede tirsdag afholdes der et møde i Trafikstyrelsen, hvor der vil blive taget hul på en evaluering af Bekendtgørelsen om særtransporter.
Til dette møde har Kran Blok allerede sendt følgende emner ind til vurdering. Lovgrundlag for transport af flade emner, udsyn bagud via spejle og kameraer, blokvogne registreres i Centralregistret for motorkøretøjer, ønske om generel tilladelse indtil 4 m bredde, generel tilladelse til 4,25 m i højden, mulighed for at medbringe dokumenter digitalt i stedet for på papir, få fjernet krav om, at ledsagebil ikke må være belæsset og mulighed for at fireakslede trækkere må køre med 13,60 m trailere med indtil 18,5 m totallængde.
Vejledning om sikker anhugning af skure og containere ligger klar, så Kran Blok vil søge alle mulige veje til at få den egentlige sagsbehandling af oplægget sat i gang.
Nyt på surringsfrontenI EU arbejdes der på at få indført krav om lastsikring ved transport af gods ad landevej efter normen ”EN 12195-1:2010”.
-Vi vil følge denne udvikling, og vi informerer om det, så snart der er nyt. Vi vil eventuelt forsøge at få etableret kurser, der kan give jer den viden, vi kan finde på området, sluttede Frank Segall sin beretning.
Bistand til ikkeorganiseredeKran Blok tilbyder nu også assistance til operatører, såvel specialtransportører og følgebilsvirksomheder, der i forvejen ikke er medlem af DTL.
- I disse tider melder en del sig - af forskellige grunde – ud af DTL, og nogen har aldrig været medlem af nogen organisation. Vi kan tilbyde, at disse virksomheder kan få relevant information om særtransporter og kranarbejde, samt deltage i årsmøde og andre arrangementer som associerede medlemmer, og dermed få faglig viden, uden at være forbundet til DTL eller andre organisationen på nogen måde, siger Frank Segall.
På billedet ses styregruppen samlet til Årsmøde - fra venstre er det Mogens Laugesen, Per M. Mouritsen, Morten Brøcher, formand for styregruppen Frank Segall, Esbjerg (stående), dirigenten, jurist Jesper Højte Stenbæk, Jørgen Hald, samt sekretær Hans Skat, DTL.