10 millioner euro til DFDS-konkurrent
Færgerederiet My Ferry Link får en saltvandsindsprøjtning i form af et engangsbeløb på 10 mio. euro fra konkursboet efter SeaFrance.
My Ferry Link – der konkurrerer med danske DFDS på Calais-Dover overfarten – opstod fra asken efter det store franske færgerederi SeaFrance. Det skete med massiv støtte fra franske fagforeninger – der fik forpurret et forsøg fra DFDS og den franske partner Louis Dreyfus Armateurs på at overtagde det dengang konkurstruede SeaFrande – samt Eurotunnel, der er hovedaktionær i My Ferry Link.
Engangsbeløbet på 10 millioner euro kommer indirekte fra den franske stat, da det var de franske statsbaner SNCF, der ejede SeaFrance. Den nette sum fra konkursboet udbetales, fordi My Ferry Link har skabt 371 stillinger til tidligere SeaFrance-ansatte.
- Udbetalingen kommer som en stor lettelse. Pengene øger vores cashflow og vil sikre selskabets fortsatte vækst, udtaler en talsmand for My Ferry Link ifølge maritimedanmark.dk, der citerer Lloyd’s Loading List.