Stor tysk speditør indsætter modulvogntog
Den store transport og speditionsvirksomhed Kühne+Nagel, har ved sin store afdeling i Obergeorgswerder ved Hamburg netop indsat det første modulvogntog i sine trafikker.
Interessant nok har selskabet valgt en typisk nordisk version omfattende forvogn med dolly og trailer, frem for den lettere og typisk tyske version med et 40 ton trailervogntog, der har tilkoblet en kærre.
Det nye vogntog omfatter en treakslet MAN-forvogn, der er bygget op med vekselladsudstyr, en toakslet Krone dolly med styring på den aksel, som det kræves i Tyskland.
Til forvognen har Kühne+Nagel samtidig fået leveret tre veksellad og dertil kommer tre Krone-trailere til at spænde efter dollyen. Med denne kombination og både tre veksellad og tre trailere, kan modulvogntoget rulle hele tiden, der er nemlig også tilknyttet flere chauffører. Forvognen skifter blot lad og dollyen får tilkoblet en anden trailer, hvorefter det igen går af sted. Modulvogntoget er sat ind mellem store terminaler, hvor det er muligt at udnytte vogntoget.
Med valget af en typisk nordisk otteakslet modulvogntogskombination med mulighed for at køre med op til 60 tons vogntogsvægt, lægger man hos Kühne+Nagel ikke skjul på, at man forventer en kommende bevægelse i den nugældende lovgivning, som i Tyskland blot tillader 40 ton vogntogsvægt.