SAS-ejere vil se handling
Det er ikke nok, at SAS-ledelsen i november sidste år fik medarbejderne til at acceptere forringede arbejdsvilkår, som sammen med andre effektiviseringstiltag skal give omkostningsbesparelser for 2,6 mia. kroner.
Tiltagene var den ene halvdel af en storstillet spareplan, som også indeholdte planer om frasalg for et lige så stort beløb for at skaffe penge i kassen.
Mere end to måneder efter de dramatiske forhandlinger med medarbejderne, er det ikke lykkedes SAS at sælge hverken det norske regionalflyselskab Widerøe eller handlingselskabet SAS Ground Handling.
Og hos ejerne, som blandt andet tæller staterne i de tre skandinaviske lande, holder man SAS-ledelsen i kort snor for at sikre, at frasalgene bliver gennemført i et passende højt tempo.
- Vi har en meget klar forventning om, at frasalgene gennemføres inden for en rimelig tidshorisont, siger kontorchef Peter Brixen fra det danske finansministerium til check-in.dk.
Han vil ikke sige noget om præcis hvor lang tid SAS-ledelsen har til at få solgt Widerøe og SAS Ground Handling fra, da det ville stille eventuelle købere i en gunstig position.
På salgslisten hos SAS står også en række flymotorer, som selskabet agter at sælge og lease tilbage. De er heller ikke solgt endnu, da det har vist sig at være en kompliceret manøvre.