Luftfartsråd udvides
Under den tidligere regering tog daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) initiativ til at etablere Rådet for Dansk Luftfart, som var en fusion af Luftfartsrådet og Dialogforum for Lufthavne.
Hensigten var, at rådet skulle mødes to gange årligt under ledelse af transportministeren, der derigennem kunne sikre sig én platform til en direkte dialog med luftfartsbranchen.
Den nuværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har videreført idéen og har samtidig taget initiativ til at inkludere repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.
Det betyder, at Rådet for Dansk Luftfart nu har repræsentanter for Fagligt Fælles Forbund (3F), Cabin Union Denmark (CUD), Danish Airline Pilot Association (DALPA), Flyvebranchens Personale Union (FPU), Kongelig Dansk Aeroklub (KDA), Aircraft Owners and Pilot Association (AOPA) samt Forbrugerrådet.
HIdtil har der i udvalgets arbejde været fokuseret på security-regler og informationsstrategi. Men med inkluderingen af arbejdsmarkedets parter er man tilsyneladende klar til i større omfang at sættes fokus på arbejdsbetingelserne for piloter og kabinepersonale hos flyselskaberne.
- Rådet for Luftfart kan komme med anbefalinger vedrørende aktuelle luftfartspolitiske spørgsmål, så vi kan sikre en et effektivt og konkurrencedygtigt luftfartserhverv under hensyntagen til passagerer og ansatte, udtalte transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i forbindelse med udvalgets møde i sidste uge.
Det reviderede luftfartsråd har repræsentanter for såvel flyselskaber, lufthavne samt nu også arbejdstager - og forbrugerorganisationer. Dermed er der på forhånd lagt op til nogle drøftelser og udveksling af synspunkter, der står i hver sin ende af skalaen, konstaterer check-in.dk.