SAS fastholder bonus-ordning
Indtil nu har topledelsen i SAS været tavs om den bonusordning, der forgylder udvalgte ledere i SAS, mens resten af de ansatte må gå ned i løn.
Men på baggrund af de stærke reaktioner fra de ansatte svarer topchef i SAS, Rickard Gustafson, nu på kritikken på SAS' intranet, skriver SVD Næringsliv.
Og budskabet lyder blandt andet, at SAS vil fortsætte med at give bonus til visse nøglemedarbejdere i den kommende tid.
- I forbindelse med den omfattende centralisering af de administrative funktioner kan der være behov for at sikre, at vi kan fastholde nøglemedarbejdere, som er nødvendige, for at processen kan gennemføres på en ansvarlig måde, skriver topchefen ifølge svd.se.
- Derfor vil det også ske fremover, at enkelte medarbejdere får en ekstraordinær engangsbetaling for at gennemføre nogle konkrete opgaver, før de er nødt til at forlade selskabet.
Rickard Gustafson forstår godt de stærke reaktioner fra medarbejderne, men understreger, at det var "tvingende nødvendigt" at udbetale ekstra penge til de særligt udvalgte.
Gustafson skriver, at disse medarbejdere i mere end seks måneder arbejdede både aftener og i weekenden med at udvikle en ny forretningsmodel, samtidig med at de skulle passe deres almindelige arbejde.