Rederiforeningen advarer mod dansk-grønlandsk protektionisme
Forslaget om oprettelsen et dansk-grønlandsk råstof-selskab, der skal tiltrække danske investeringer i udvindingen af råstoffer på Grønland, får ingen opbakning i Danmarks Rederiforening.
Det er blandt andre Dansk Folkeparti – inspireret af udsigten til et større kinesisk indtog i råstofudvindingen på Grønland – der har foreslået oprettelsen af et ”DONG 2”, der skal sikre danske investeringer i udvindingen i råstoffer på Grønland.
I Danmarks Rederiforening ses forslaget som et udtryk for uheldig dansk protektionisme.
- Vi lever som erhverv af at sejle verden rundt. Derfor er vi jo optaget af, om du har et frit og liberalt marked, ikke en særaftale, protektionisme eller nationalitetstilknytning. Vi ville omvendt heller ikke nyde godt af, hvis der var nationalitetsaftaler for eksempel ved Nordøstpassagen eller Nordvestpassagen, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmarks Rederiforening til ShippingWatch.
Arktisk eventyrAt Rederiforeningen fokuserer på netop adgangen til besejlingen af Nordøst- og Nordvestpassagen er ikke tilfældigt – heller ikke, at dette fokus er internationalt.
- Vores mål er at arbejde bæredygtigt med det her arktiske eventyr. Det er et sårbart eventyr, som vi mener, at man bør have høje adgangskrav til. Derfor arbejder vi med i IMO at lave en polarkode for sejladsen i Arktis, ligesom vi er interesseret i at få skabt faste krav til ensartet beredskab og sikkerhed for alle, så det ikke bliver det rene Klondyke, siger Jan Fritz Hansen.