Værneting i Danmark
Hjemmebane: Erstatningssag om dansk kran, der væltede under opførelse af vindmøllepark i Sverige, kunne anlægges i Danmark.
Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus
De fleste virksomheder vil føle det mest trygt, at eventuelle retssager anlægges i deres eget nabolag og dette er en af årsagerne til, at man i mange kontrakter indgår voldgiftsaftaler, der samtidig indeholder en aftale om værneting og dermed har parterne på forhånd i udgangspunktet afgjort, hvor en eventuel retssag rent fysisk skal føres.
Med andre ord kan parterne sikre sig, at en retssag eller voldsgiftssag ikke føres i et udland, hvor man måske ikke har den store tillid til retssystemet, eller hvor omkostningerne i hvert fald måske ville kunne føles uoverskuelige.
Nu er der ikke så langt fra Sverige til Danmark, hverken i geografisk, omkostningsmæssig eller retssikkerhedsmæssig forstand, men ikke desto mindre var spørgsmålet om, hvor en retssag skulle og kunne anlægges et stort spørgsmål i en sag, hvor Vestre Landsret netop har afsagt kendelse i spørgsmålet om, hvorvidt der mellem to parter var indgået aftale om værneting i Danmark i forbindelse med opførelsen af en vindmøllepark i Sverige.
Vindmølleparken blev opført for en dansk vindmølleproducent, som havde indgået aftaler med en svensk hovedentreprenør og dette firma havde igen indgået aftale med et svensk firma, der har adresse i Sverige, og som er registreret i det svenske selskabsregister om at bygge fundamenter til vindmøllerne og ligeledes at opføre køreveje. Det svenske selskab er et datterselskab af et selskab registreret i Danmark, der har hjemting ved Retten i Viborg.
Det svenske datterselskabs administration, herunder bogholderiet varetages af moderselskabet, ligesom moderselskabet også var involveret i tilbudsgivningen, og i aftalen mellem hovedentreprenøren og det svenske selskab, var der aftalt voldgiftsbehandling.
Kranen væltedePå et tidspunkt væltede en kran tilhørende et dansk kranfirma på en vej, der var bygget af det svenske entreprenørfirma. Det danske kranfirma var af den opfattelse, at uheldet var sket, fordi vejen var konstrueret forkert, og det endte med, at kranfirmaet og dettes forsikringsselskab anlagde sag an mod det svenske entreprenørfirma og det danske entreprenørfirma. Det var sagsøgernes opfattelse, at sagen mod begge sagsøgte kunne anlægges ved Retten i Viborg, da de to selskaber måtte identificeres med hinanden og voldgiftsaftalen med hovedentreprenøren og det svenske selskab ikke var gældende i forholdet mellem kranfirmaet og det svenske selskab.
De to sagsøgte firmaer påstod sagen afvist, dels fordi tvisten efter deres opfattelse skulle afgøres ved voldgiftsbehandling, dels fordi rette sagsøgte alene var det svenske selskab, hvis aktiviteter udelukkende findes i Sverige.
Man mente, at det ikke kunne skabe værneting i Retten i Viborg, at det svenske selskab er en del af en dansk koncern, idet en koncern ikke udgør en selvstændig juridisk enhed omfattende alle i koncernen.
Ingen voldgiftSagen startede ved Byretten i Viborg, der skulle tage stilling til to spørgsmål. For det første om der var indgået en voldgiftsaftale mellem parterne, hvilket i givet fald ville betyde, at sagen måtte afvises for domstolene, som således ikke kunne afgøre sagen. Det andet spørgsmål var som nævnt, om der overhovedet var værneting i Danmark eller om sagen skulle anlægges i Sverige, hvor det svenske datterselskab var hjemhørende.
Byretten anførte, at:
”Det lægges ved bedømmelsen af, om tvisten mellem parterne er omfattet af en voldgiftsklausul, til grund, at der ikke mellem kranfirmaet på den ene side og det svenske firma og det danske firma på den anden side indbyrdes er et aftalemæssigt forhold. Deraf følger, at der ikke mellem parterne er aftalt voldgiftsbehandling af eventuelle tvister, der måtte opstå som følge af deres rolle i forbindelse med opførelsen af vindmølleanlægget.Herefter vil det være afgørende for, hvorvidt kranfirmaet, og dermed også forsikringsselskabet, er afskåret fra at anlægge sag ved domstolene, at voldgiftsklausulen i enten kontrakten mellem hovedentreprenøren og det svenske firma eller mellem kranfirmaet og vindmølleproducenten kan udstrækkes til at omfatte det indbyrdes forhold mellem denne sags parter.
Idet voldgiftsbehandling som alternativ til domstolsbehandling af tvister forudsætter en mellem parterne indgået aftale herom, kan en voldgiftsklausul i en kontrakt ikke udstrækkes til at omfatte tredjemand, medmindre denne har tiltrådt en bestemmelse om voldgiftsbehandling.
I nærværende sag findes hverken voldgiftsklausulen i kontrakten mellem det svenske selskab og hovedentreprenøren eller i kontrakten mellem kranfirmaet og vindmølleproducenten at være udvidet til også at omfatte afgørelsen af tvister mellem kranfirmaet og det svenske firma.
Som følge af de indholdsmæssige forskelle i de nævnte voldgiftsklausuler findes der heller ikke at være en sådan gennemgående karakter i aftalerne mellem de forskellige aktører, at kranfirmaet i forhold til andre end vindmølleproducenten bliver forpligtet at lade tvister behandle ved voldgift.
Herefter, og da der ikke i den foreliggende sag er tale om en situation, i hvilken princippet i gældsbrevslovens § 27 kan finde anvendelse, tages denne del af afvisningspåstanden ikke til følge.”
Dermed skulle sagen ikke foregå i voldgiftsregi, og retten kunne gå videre med næste hovedspørgsmål: Om der overhovedet var værneting i Danmark.
Dansk kontorRetten udtalte om værnetingspørgsmålet, at
”For så vidt angår det danske firma, har denne virksomhed efter retsplejelovens § 238, stk.1, hjemting ved Retten i Viborg som følge af, at virksomheden har kontor i B.Udgangspunktet er derfor efter retsplejelovens § 234, stk. 1, at sager mod det danske firma kan anlægges ved Retten i Viborg, hvilket ikke er bestridt.
Den omstændighed, at den skadegørende handling, kravet er begrundet i, er sket i Sverige, fører ikke i sig selv til, når det danske firma i øvrigt har hjemting i Danmark, at kravet ikke kan indbringes ved dette. Bestemmelsen i Bruxelles-konventionens art. 5, nr. 3, som viderefører den tilsvarende bestemmelse i Lugano-konventionen, omhandler et alternativt værneting angivet til retten på det sted, hvor den skadegørende handling er sket eller kan forventes at ske. Det er således ikke udelukket efter denne bestemmelse at forfølge et krav som det foreliggende ved et selskabs hjemting.
For så vidt angår det svenske firma, der er datterselskab i det danske firma, lægges til grund, at selskabet har forretningsadresse i Sverige, hvor det også er registreret i selskabsregisteret.
Efter de under sagen afgivne forklaringer lægges imidlertid til grund, at selskabets administration, herunder bogholderi, varetages af det danske firma, og at væsentlige dele af arbejdet i forbindelse med tilbudsgivning ligeledes foregår med udgangspunkt i det danske firma.
Da samtidig bestyrelsen i det svenske firma samt den administrerende direktør er tilknyttet det danske firma, findes det at kunne fastslås, at det svenske firma reelt har sit hovedsæde i B., og dermed hjemting i Viborg retskreds.
Af de grunde tages det danske firma og det svenske firmas påstand om afvisning som følge af manglende værneting ikke til følge.
Herefter tages det danske firma og det svenske firmas påstand om sagens afvisning ikke til følge.”
Et sidste spørgsmål byretten tog stilling til var, om kravene kunne ”kumuleres”, hvilket betyder, at flere krav mod flere parter kan samles i én og samme retssag, og dette mente retten var tilfældet med henvisning til den danske retsplejelovs § 250, stk. 1.
Svar fra DanmarkSagen blev kæret til landsretten som traf følgende afgørelse:
”Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at sagen ikke er omfattet af voldgift, og at sagen mod det danske firma, kan anlægges i Danmark som sket.Selvom kranfirmaet ved brev af 30. juni 2010 rettede henvendelse til det svenske firma på en adresse i Sverige, svarede det svenske firma på brevpapir med selskabets navn og organisationsnummer samt adressen i Danmark.
Det fremgår endvidere af det uddrag af det svenske firmas kontrakt med totalentreprenøren, der er fremlagt under sagen for byretten, at selskabets adresse er den danske adresse. Kontrakten er underskrevet af det svenske firmas ”verkställande direktör”, der samtidig er direktør i det danske selskab og bosiddende i Danmark, uanset at en svensk medarbejder, der efter det oplyste er tilknyttet et kontor i Ö., Sverige, også var tegningsberettiget.
Landsretten tiltræder herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at det svenske firma må anses at have hovedkontor i Danmark, jf. Bruxelles I-forordningen, artikel 60, stk. 1, litra b.”
Udover at landsretten var enig med byretten i, at der var værneting i Danmark, var landsretten ligeledes enig i, at sagerne kunne kumuleres og kendelsen blev derfor stadfæstet i sin helhed.
Herefter kan den egentlige erstatningssag om ansvaret og erstatningsbeløbet starte ved de danske domstole.
