Tre instanser: Højesteret frifinder rederi for ansvar for tyveri af trailer på terminalområde.

Det er ikke mange sager, der herhjemme går gennem tre instanser og når det sker, er det ikke altid, alle tre retsinstanser når frem til samme resultat. Imidlertid er Højesteret netop ved en dom afsagt den 19. december nået til samme resultat som tidligere hhv. byret og landsret - om end med anden begrundelse.

Sagen, der på visse punkter må betegnes som ganske principiel, drejede sig om forståelsen af varetægtsansvaret i sølovens § 274 om varetægtsansvaret for søtransportøren i en sag, hvor et færgerederi i december 2003 indgik en samarbejdsaftale med en større speditør om bl.a. overførsel af trailere uden fører mellem to havne.

Speditøren bestilte plads til en trailer, lastet med teglsten, til overførsel fra lastehavn til lossehavn i løbet af weekenden den 2.-3. september 2006. Traileren blev fredag eftermiddag af en af speditørens chauffører henstillet på sagsøgtes terminalområde i lastehavnen, men var forsvundet, da sagsøgeren ville hente den i lossehavnen mandag morgen.

Speditørens forsikringsselskab udbetalte som ansvarsforsikrer for speditøren 48.003,89 kr. i erstatning for teglstene og fragt med fradrag af selvrisiko og sagsøgte rederiet sammen med speditøren, der ville have selvrisikoen og et mindre beløb på afsavnserstatning hjem også.

Rederiet forestod årligt flere tusinde trailertransporter for speditøren, og i parternes samarbejdsaftale af 3. december 2003 var aftalt rater for sættevogne, vogntog og såkaldte løstrailere, der køres ombord og fra borde af rederiet. Priserne, der omfattede ombord- og ilandkørsel af trailere, afhænger af overførselstidspunktet. Om overførsel i weekender hedder det:

"På alle færgeafgange i weekender er prisen for sættevogne og vogntog ….

Hvis en løstrailer reserveres til en bestemt afgang i løbet af weekenden, er prisen ….

Hvis rederiet må disponere hvilken afgang, som benyttes til at overføre løstraileren i løbet af weekenden, så er prisen som oven for på afgangene kl. 05:30 og kl. 12:00 …."

I aftalens punkt 4. Almindelige forretningsbetingelser, hed det:

"Udover nærværende aftale er vilkårene i [rederiets] "Almindelige forretningsbetingelser" gældende mellem parterne. Forretningsbetingelserne er bilagt nærværende aftale og kan i øvrigt rekvireres hos [rederiet] --- I tilfælde af uoverensstemmelser mellem nærværende samarbejdsaftale og de almindelige forretningsbetingelser går nærværende samarbejdsaftale forud."

I de "almindelig forretningsbetingelser" hedder det bl.a.:

Det blev oplyst under sagen, at rederiet rent faktisk ikke udsteder søfragtbreve, men kun billetter, der købes ved indkørslen til terminalområdet. Billetten indeholder oplysning om den afgang, der ønskes benyttet, check-in tidspunktet, et registreringsnummer, aftalenummer og kundens navn, samt om der er tale om "løs trailer".

Ved den konkrete transport var traileren lastet med vingeteglsten og tilbehør til tre forskellige kunder med en totalvægt på ca. 28 tons.

Den billet, der har været benyttet, er bortkommet. Speditøren blev faktureret den 15. september 2006 for overførslen. Af fakturaen fremgår, at traileren blev overført den 3. september 2006 kl. 10.00, og der er i fakturaen en henvisning til billetnummeret og registreringsnummer (126). Det er oplyst, at faktureringen alene er sket på grundlag af billetkøbet. Der foretages ikke af rederiet nogen registrering af de trailere, der faktisk overføres.

Tyveriet blev anmeldt til politiet som forøvet fra rederiets terminal i lossehavnen, men traileren blev senere fundet i en anden ende af landet, og parterne var enige om, at tyveriet må være foregået fra terminalen i lastehavnen.

Rederiet tilbød i brev af 4. oktober 2007 at betale sølovens begrænsningsbeløb på 667 SDR, svarende til 5.452,70 kr., jf. sølovens § 280 og § 281, til fuld og endelig afgørelse af sagen. Tilbuddet blev ikke accepteret.

Byretten henviste til rederiets almindelige forretningsbetingelser, hvor rederiet klart havde fraskrevet sig ansvaret for tyveri af eller fra en såkaldt løstrailer, der er henstillet i en opmarchbås med henblik på overførsel i løbet af en weekend efter rederiets valg.

Der var for transporten ikke udstedt konnossement eller søfragtbrev, hvori rederiet har kvitteret for modtagelsen af godset. Den billet, der er udstedt i forbindelse med check-in af traileren, kunne efter byrettens opfattelse efter sit indhold ikke sidestilles med et konnossement eller søfragtbrev, da billetten alene har karakter af en bekræftelse på booking (til en bestemt pris), men ikke en anerkendelse af godsets modtagelse. Hertil kommer, at rederiet ikke på anden måde har påtaget sig at opbevare godset (trailerens) bortkomst.

Der var derfor ikke grundlag for at antage, at traileren er kommet i rederiets varetægt på noget tidligere tidspunkt end det, hvor traileren af rederiets folk trækkes om bord, jf. sølovens § 274, stk. 2, jf. stk. 1. Da speditøren ikke havde godtgjort, at tyveriet var sket efter dette tidspunkt, var rederiet således ikke ansvarlig for tyveriet af traileren, og rederiets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.

Forsikringsselskabet og speditøren ankede sagen til Vestre Landsret og også her var parterne enige om, at tyveriet af traileren er foregået i lastehavnen. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at speditørens chauffør sidst på eftermiddagen fredag den 1. september 2006 ankom til rederiets terminalområde, meldte sin ankomst ved billetlugen, fik scannet og fotograferet traileren, samt henstillede traileren på den anviste plads med henblik på senere overførsel.

Efter det oplyste om parternes aftalegrundlag og den praksis, som parterne havde fulgt ved den faktiske håndtering af trailerne, herunder henstilling af ”løs trailer” på det frit tilgængelige terminalområde før søtransporten, blev det det endvidere lagt til grund, at rederiets ansatte ikke havde beskæftiget sig med traileren, før den skulle trækkes om bord. Den omstændighed, at der var sket udstedelse af billet, anvisning af plads i opmarchbås og fotografering af traileren kunne efter landsrettens opfattelse ikke statuere modtagelse af godset.

Det tiltrådtes herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, at rederiet ikke havde haft traileren i sin varetægt efter sølovens § 274, stk. 1 og 1, da den blev stjålet, og landsretten stadfæstede herefter dommen.

Med andre ord lagde landsretten vægt på det aftalegrundlag, rederiet havde fået udviklet til supplering af sølovens varetægtsregel, og på den måde aftalen var praktiseret på inden tyveriet.

Sagen havnede som allerede nævnt i Højesteret, der startede med at henvise til, at transportøren efter § 274 er ansvarlig for godset, mens det er i dennes varetægt i lastehavnen. Bestemmelser i en transportaftale eller et varetransportdokument er ugyldige, i den udstrækning de afviger fra denne bestemmelse til skade for afsenderen, jf. sølovens § 254. Formålet med bestemmelserne i § 274, stk. 2 og 3, er så vidt muligt at undgå grænseproblemer med hensyn til varetægtsperiodens begyndelse og ophør. Bestemmelserne måtte efter Højesterets opfattelse anses for udtømmende at regulere, hvornår varetægten skal anses for at være begyndt og afsluttet, men er ikke til hinder for, at det i transportaftalen fastlægges, hvad transportydelsen nærmere omfatter.

Sølovens § 274, stk. 2, bestemmer, at transportøren anses for at have godset i sin varetægt fra

det tidspunkt, han modtager godset fra aflasteren. Tidspunktet for varetægtsperiodens begyndelse måtte efter Højesterets opfattelse afgøres under hensyntagen til omstændighederne ved den faktiske ladningshåndtering, jf. herved bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 4965). Godset er overgået til transportørens varetægt, når det er hans ansatte, der tager sig af det, eller det står under deres kontrol.

Højesteret mente ikke, at spørgsmålet om varetægt gav anledning til tvivl, når transportøren har udstedt modtagelseskvittering, jf. sølovens § 259, eller konnossement, jf. § 292, eller søfragtseddel, jf. § 308.

I sagen havde rederiet ikke udstedt sådanne dokumenter og den billet, som rederiet havde udstedt, indeholdt ikke en kvittering for modtagelsen af traileren, og rederiet udstedte heller ikke andre dokumenter, hvorefter rederiet bekræftede modtagelsen af traileren eller i øvrigt påtog sig at tage traileren i sin varetægt. Det fremgår af samarbejdsaftalen mellem rederiet og vognmanden, at aftalen angår overførsler af trailere på en bestemt rute, og at fragtraterne omfatter ”Ombord og i land kørsel af trailere”.

I samarbejdsaftalen er der henvist til rederiets almindelige forretningsbetingelser, og det er heri angivet, at gods først anses for overgivet til rederiet, når der er udstedt søfragtbrev for transporten, og at gods på rederiets områder generelt henstår for vognmandens risiko.

Højesteret henviste endvidere til, at det var ubestridt, at vognmandsfirmaets chauffør fredag den 1. september 2006 om eftermiddagen henstillede selskabets trailer i den opmarchbås på rederiets terminalområde i Aarhus Havn, som han havde fået anvist i forbindelse med køb af billet, med henblik på, at traileren skulle overføres til Kalundborg i løbet af den kommende weekend ved en afgang, som rederiet valgte. Ved passage af billetkontoret blev traileren fotograferet til dokumentation af dens tilstand. Efter chaufførens parkering af traileren, skulle rederiets ansatte trække den om bord i forbindelse med den valgte afgang, men ikke håndtere den forud herfor.

Terminalområdet var ikke indhegnet og ikke overvåget. Området var ved indkørslen indrettet med et billetkontor og en bom, men der var ingen kontrol ved udkørslen og derfor fri adgang til området. Området blev i øvrigt i et vist omfang tillige benyttet af vognmænd som parkeringsplads for trailere, der ikke skulle med færgen.

Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at parkeringen af traileren på rederiets terminalområde ikke indebar, at rederiet kunne anses for at have modtaget traileren. Rederiet havde således ikke haft traileren i sin varetægt, jf. sølovens § 274.

Resultatet blev dermed en stadfæstelse af Landsrettens dom og rederiet blev for tredje gang i træk frifundet i samme sag.