”So ein Ding” skal vi også have. Det synes at være politikernes bedste argument, når de skal forklare, hvorfor Danmark fra 2015 skal have en lastbilafgift: Tyskerne har deres maut, og så skal Danmark også have sin lastbilafgift.

Men vi forklarer gerne endnu engang for Prins Knud i Folketinget, hvorfor lastbilafgifter i den tiltænkte form ikke er en farbar vej herhjemme:

– Tyskland er i høj grad et transitland, mens Danmark er præget af national trafik samt internationale trafikker til og fra landet.

– Afgiften får ingen adfærdsregulerende effekt, idet Danmark ikke kan tilbyde noget alternativ i form af en velfungerende jernbanetransport.

– Danmark er lille og indførelsen af en GPS-baseret vejafgift bliver dyr. Der vil blive opkrævet flere hundrede millioner kroner, som går til en opretholdelse af systemet.

– Man gør et erhverv til skatte-opkræver på statens vegne, og en hårdt trængt branche risikerer at sidde tilbage med en del af regningen.

– Den del af regningen, som branchen får sendt videre, skal betales af erhvervslivet – og siden af forbrugerne. Men det er ikke givet, at danske virksomheder kan få mere for deres varer i f.eks. udlandet. Dermed er vejafgiften med til at svække danske varers konkurrencedygtighed.

– En vejafgift rammer geografisk skævt og tilfældigt: erhvervslivet og transportbranchen i yderområderne risikerer et ekstra afgiftssmæk.

– Den tunge trafik vil flytte fra motorvejen over på landevejen. Den erfaring har tyskerne allerede gjort, og hele byer oplever et sandt trafikhelvede.

– Tyske vognmænd bliver kompenseret for deres mautudgifter, f.eks. når de investerer i miljøvenlige køretøjer. Det er ikke en del af den danske plan, at branchen får tilbageført en del af vejafgifterne.

Der er derimod kun ét godt argument for en vejafgift:

– Der kommer flere penge i statskassen.

Men de kan altså godt hentes på en smartere måde, som ikke rammer dansk erhvervsliv, bringer en branche i uføre eller koster en bondegård. Tilbage til start.