Forening bakker havneformand op
Brancheorganisationen Danske Havne kommenterer nu sagen om Rønne havns haltende økonomi.
Danske Havne er enig i den indstilling til havnedrift, som Rønne Havns bestyrelsesformand Thomas Thors i december lagde frem i et notat til Bornholms Regionskommune.
- Det jo er et dystert billede, Thors tegner af økonomien. Det skal en bestyrelsesformand sandelig også tage alvorligt. Det gør Thomas Thors her, udtaler sekretariatschef i Danske Havne Tom Christensen efter at have læst notatet til P4 Bornholm.
Tom Christensen er også enig i, at Rønne Havns investeringer i nyt hovedsæde, Tysklandsvej samt uddybningsfartøjet Njord og den nye lodsbåd ikke vil giveindtægter til havnen.
- Det er sjældent, at et hovedsæde giver overskud. Men Thors har ret i, at hver gang, vi investerer, skal vi også være sikre på, at det giver indtægter”, siger sekretariatschef Tom Christensen.
Han ser også det fornuftige i at nedskrive værdien af Njord og herefter forsøge at sælge fartøjet, som det foreslås i notatet.
- Man skal sørge for hurtigst muligt at komme ud af den klemme, man er kommet i, fastslår Tom Christensen.