Økologisk Råd: 3-4 kroner pr kilometer
Kørselsafgifter for lastbiler bliver diskuteret på livet løs.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten foreslår Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, og Christian Ege, sekretariatsleder, Det økologiske Råd, at kilometerafgiften bliver mellem 3 og 4 kroner.
Press-Kristensen og Ege skriver:
- Kørselsafgifter er en forudsætning for at sikre, at forureneren betaler princippet. I dag betaler lastbilerne langtfra for de skader, kørslen påfører samfundet i form af luftforurening, klimaændringer, støj, uheld, trængsel og nedslidning af infrastruktur. Kørselsafgifter vil derfor gøre prisen på lastbiltransport mere korrekt.
Desuden kan afgiften med fordel indrettes, så den er lavest på lastbiler med mindst forurening.
Hermed kan afgiften også fremme eftermontering af luftrensningsudstyr og udskiftning af lastbiler til nyere modeller. Så vil luftforureningen og CO2-udslippet falde, da nye lastbiler har fabriksmonteret luftrensningsudstyr og kører længere på literen. Samtidig vil kørselsafgifter for lastbiler motivere til at få mere gods over på skinner og skib. Det vil især være muligt ved lange afstande, dvs. import og eksport. Det vil give væsentligt færre skader på samfundet.
Lokale miljøzonerIfølge de Trafikøkonomiske enhedspriser fra Danmarks Tekniske Universitet påfører lastbiler en skade for samfundet svarende til 3,52 kr./km (2010-priser). Afgiften skal altså som minimum være 3,52 kr./km for at modsvare skaderne. Heraf er 0,46 kr./km skader grundet luftforurening. Heri er dog ikke medregnet lokale skader grundet luftforurening i byer, men disse kan undgås via stramme lokale miljøzoner.
Det Økologiske Råd foreslår, at lastbiler derfor inddeles i tre kategorier med hver deres afgift:
A) Lastbiler med filter og NO{-x}-rensning, afgift 3 kr./km.
B) Lastbiler med filter eller NO{-x}-rensning, afgift 3,5 kr./km.
C) Lastbiler uden filter og uden NO{-x}-rensning, afgift 4 kr./km.
Ny lastbiler (Euro VI) vil være i kategori A. De lidt ældre lastbiler (Euro IV samt V) solgt mellem 2005 og 2012 vil være i kategori B. De gamle lastbiler (Euro 0-3 solgt før 2005) vil være i kategori C. En vognmand kan få sine lastbiler op i en højere kategori ved at eftermontere rensningsudstyr.
Et kombineret system med filter samt NO{-x}-rensning kan således opgradere en kategori C-lastbil til kategori A. Grundet miljøzoner med filterkrav i de største danske byer og miljøzoneregler i flere udenlandske byer er mange ældre lastbiler allerede udstyret med partikelfilter og derved i kategori B.
Der skal imidlertid skabes øget motivation til at få flere tekniske løsninger i spil. Den foreslåede afgift vil skabe denne motivation ved at indføre forureneren betaler-princippet.
Størrelsen af kørselsafgifterne vil forsat blive diskuteret. Den varieres efter ovenstående kategorier, da afgifterne derved både vil være til gavn for klimaet og folkesundheden.