Roadpricing – på personbiler - på dybfrost
Transportminister Henrik Dam Kristensen vil gerne indføre roadpricing – men først når teknologien er klar.
Det fastslog transportministeren i dag på konferencen ”Fremtidens Transport V”, der er arrangeret af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og Transportøkonomisk Forening.
Transportminister Henrik Dam Kristensen nævnte ikke regeringens fremskredne – og stærkt kritiserede – planer om at indføre en kilometerafhængig vejbenyttelsesafgift på lastvogne over 12 tons totalvægt.
Han fastslog dog, at hverken en betalingsring omkring København eller et egentligt roadpricingsystem, der omfatter al motoriseret vejtrafik, ligger lige for.
- Erfaringer fra udlandet viser, at det stiller endog meget store krav til systemintegration, hvis et intelligent roadpricingsystem, der fastsætter afgifterne i forhold til eksempelvis myldretid og trængsel, skal blive en succes. Holland har opgivet deres planer om et sådant system. Når teknologien er moden, så er regeringen klar til at drøfte mulighederne, sagde Henrik Dam Kristensen.
Trængselsudfordring og konkurrenceevneTransportministeren indledte sin tale med et overordnet blik på Danmarks trafikale og klimamæssige udfordringer.
- Hovedparten af befolkningen bor i byerne. Trængslen er ikke bare en udfordring i Hovedstadsområdet, men også i mange andre danske byer. Der findes ikke én enkel løsning på trængselsudfordringen. Vi får brug for en bred vifte af løsninger, hvis vi skal reducere trængslen, sagde Henrik Dam Kristensen.
- Ser vi på de hyppigst anvendte transportformer i Danmark, så er der ikke nogen tvivl om, at det er bilen vi holder allermest af. Tre fjerdedele af persontransporten i Danmark sker i bil, mens den kollektive transport tegner sig for 12 procent. I Hovedstadsområdet står bilen for op mod 67 procent af transporterne og bevæger vi os ud i landkommunerne, så kan det virke som om, at 100 procent af persontransporten sker i biler. Det er i og for sig ikke så overraskende. Det er heller ikke overraskende, at den kollektive transport og cykeltransporten er langt vigtigere for persontransporten i Hovedstadsområdet end den er i eksempelvis Jylland. Det skal man ikke kende ret meget til sammensætningen af vores land for at vide, at sådan må det nødvendigvis være, sagde Dam Kristensen.
- Det betyder noget for den enkelte person, hvor hurtigt de kan komme til og fra arbejde og forskellige aktiviteter. Her er der store forskelle – i hovedstadsområdet er gennemsnitshastigheden 34 kilometer i timen, mens den er 45 kilometer i timen i resten af landet. Det er noget vi bør fokusere på.
Klima- og finanskrise- Vi har i regeringsgrundlaget fastslået, at vi vil gøre noget ved trængselsproblemerne i byerne. Vi står over for to alvorlige kriser – den globale økonomiske krise og klimaudfordringen. Vi står over for store udfordringer på vejen mod en ny verdensorden. Både økonomisk og miljø- og klimamæssigt. Konkret – vi skal reducere CO2-udledningen med 40 pct. i 2020 og det danske samfund skal være fossilfrit i 2050. Det er et mål, som jeg tror et meget bredt udsnit af den danske befolkning er enige i.
Den virkelige store udfordring, er er opfylde disse mål, samtidig med vi imødekommer de behov for mobilitet, som erhvervslivet og borgerne har behov for. Hvordan reducerer vi CO2 udledningen med den teknologi vi kender til – vel og mærke uden det koster unødigt meget i forhold til konkurrenceevne. Det har vi ikke det fulde svar på i dag. Her er det afgørende, at vi her søger at træffe så konkrete og oplyste politiske beslutninger. Det er vigtigt, fordi der er tale om meget store investeringer, der rækker mange årtier frem i tiden – det er ikke bare noget, der kan laves om igen, advarede ministeren.
Bedre kombinationerTransportminister Henrik Dam Kristensen nævnte her det forlig om den kollektive trafik til en milliarder kroner, der blev indgået med Dansk Folkeparti, som et eksempel på tiltag, der giver konkrete forbedringer, der kan bidraget til at mindske trængslen.
Fremadrettet ser transportministeren muligheder for at forbedre samspillet mellem individuel og kollektiv transport.
- Vi bliver nødt til at satse mere på kombinationerne mellem individuel og kollektiv transport. Eksempelvis når man cykler til S-toget og tager sin cykel med i toget, så man kan cykle til arbejde. Her tror jeg, der ligger et stort uudnyttet potentiale, sagde transportminister Henrik Dam Kristensen.
Ministeren fastslog også, at den danske bilpark skal blive endnu mere effektiv.
- Vores biler skal udnyttes bedst muligt. Det kommer til at ske ved indførelsen af ny og mere brændstoføkonomisk teknologi, nye energiformer, men det kræver også en mere effektiv trafikkantadfærd, sagde Henrik Dam Kristensen.
Han opfordrede indtrængende den Trængselskommission for Hovedstadsområdet, som regeringen nedsatte sidste år, til at komme med løsningforslag til både kort og lang sigt.
- Det er nemt at fremsætte langsigtede forslag, der kræver store milliardinvesteringer. Men der er også behov for løsninger, der kan implementeres på kort sigt, sagde minister.