USA kører også Dreamlineren i hangar
Krisen fortsætter for den amerikanske flyproducent Boeing, efter at selskabets seneste satsning - flytypen Dreamliner - er blevet ramt af adskillige tekniske problemer i løbet af de seneste uger.
Federal Aviation Administration (FAA) i USA har nu beordret, at samtlige Dreamliner 787-modeller skal køres i hangaren, indtil brandrisikoen i flyenes batterier er løst.
- Operatørerne af de amerikansk indregistrerede Boeing 787-fly må bevise over for FAA, at batterierne er sikre, før flyene igen kommer på vingerne, lyder det fra FAA.
Beslutningen kommer dagen efter, at et japansk Dreamliner 787-fly med 129 passagerer om bord måtte nødlande i den vestlige del af Japan på grund af en røgalarm i den forreste del af flyet - angiveligt på grund af et defekt batteri.
Ingen kom til alvorligt til skade, men Japans to største flyselskaber valgte straks efter nødlandingen at sende alle deres Dreamliner-fly til sikkerhedstjek.
Med FAA seneste udmelding betyder det, at 30 af verdens 50 Dreamlinere nu er bandlyst fra luftrummet.