Beijing får ny stor-lufthavn
Kinas hovedstad Beijing har allerede verdens næstmest travleste lufthavn, men søndag blev planerne om at bygge en ny og næsten lige så stor lufthavn godkendt.
Der er ikke tale om en udbygning af den nuværende Beijing Capital International Airport, som i 2012 håndterede flere end 78 mio. passagerer, og dermed kun overgået af Atlantas Hartsfield-Jackson lufthavn, men i stedet har Kinas statskabinet godkendt planerne om opførelsen af en helt ny lufthavn, som i 2025 vil kunne håndtere 70 mio. passagerer.
Til sammenligning kan det nævnes at Københavns Lufthavn i 2012 satte passagerrekord, da 23,33 mio. passagerer i løbet af året benyttede sig af lufthavnen.
Forslaget om ny lufthavn i Beijing blev allerede stillet i 2008, men er hidtil ikke blevet godkendt, grundet mindre uenigheder om, hvordan luftrummet skulle deles op mellem den kommercielle og militære flytrafik.
Ifølge de første meldinger vil lufthavnen slå dørene op for den første flytrafik i 2018, og omkostningerne til den nye lufthavn er estimeret til omkring 70 mia. yuan. (63 mia. kr.).
Den nye lufthavn vil blive placeret ca. 45 km. syd for Beijings centrum, men der vil blive bygget en ny jernbane, således at passagerer vil kunne nå den nye lufthavn fra Beijings sydlige jernbane station på en halv time.