Magnet-sag for retten
Nu tyder noget på, at der snart sættes en ny dato hos Retten i Sønderborg, hvor to medarbejdere hos et firma i Padborg tiltales for medvirken til databedrageri.
Firmaet er identisk med Padborg Elektro, Industrivej 11 i Padborg, hvor en af de tiltalte er direktør og indehaver Finn Borg.
Sagens forsvarer, advokat og partner Henrik Kleis, Delacour Dania Advokatpartnerselskab, Aarhus, kommenterer således sagen over for Lastbil Magasinet:
- Man har jo hørt om det med magneter i transportbranchen, men jeg har ikke nogen mening om, hvor vidt det er et udbredt fænomen eller ej.
Padborg Elektro kom i myndighedernes søgelys i februar 2011, efter at DR1 satte fokus på firmaet i tv-programmet Bag Facaden: Livsfarlige lastbiler - nye afsløringer.
Anklagemyndigheden går efter en bødestraf, hvis de to personer bliver dømt i den kommende retssag.