Shipcraft bliver anpartsselskab
Rederiet Shipcraft – der har seks søfolk siddende som gidsler i Somalia i nu godt to år – omdannes fra et aktieselskab til et anpartsselskab.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet, der netop angiver den ulykkelige situation med seks ansatte, der holdes som gidsler af somaliske pirater, som begrundelse for omdannelsen til et anpartsselskab.
»På grund af den nuværende situation med vores tilbageholdte besætning i Somalia har Shipcraft (Cyprus) Ltd. besluttet, at det vil være mest hensigtsmæssigt at ændre fra Shipcraft A/S til Shipcraft ApS med uændret aktiekapital«, hedder det i meddelelsen fra rederiets reelle ejer. John Larsson, der fremover bliver det eneste bestyrelsesmedlem.
John Larsson kontrollerer via andre selskaber aktiemajoriteten i Shipcraft ApS.
Dermed udtræder Sysser Zerlang Philipson og Claus Bech ud af rederiet bestyrelse. Claus Bech fortsætter dog som adm. direktør i Shipcraft ApS.
Meddelelsen giver ingen reel forklaring på, hvorfor rederiets hovedaktionær har valgt at omdanne selskabet til et ApS.
Det skriver maritimedanmark.dk.
De seks besætningsmedlemmer fra fragtskibet Leopard, der blev overfaldet af somaliske pirater 12. Januar 2011, har nu været holdt som gidsler i næsten to år. Besætningen består af to danske skibsofficerer og fire filippinske besætningsmedlemmer. Ingen andre besætningsmedlemmer fra vestlige lande, der i øjeblikket holdes som gidsler i Somalia, har været i piraternes vold så længe som kaptajn Eddy Lopéz og styrmand Søren Lyngbjørn.