Eksporten steg i november
I november 2012 steg eksporten med 0,8 pct., mens importen faldt med 1,7 pct. Set over de seneste tre måneder er eksporten dog faldet med 2,9 pct., mens importen er steget 0,3 pct., oplyser Danmarks Statistik.
- Overskuddet på handelsbalancen var i november på 7,6 mia. kr., hvilket er en stigning på 1,2 mia. kr. i forhold til oktober. Det viser tallene eksklusive skibe og fly mv., når der korrigeres for normale sæsonudsving, skriver Danmarks Statistik.
I den seneste tremåneders periode faldt eksporten af råstoffer mv., undt. brændsel med 18,8 pct. og eksporten af brændsler med 10,5 pct.
- Faldet i eksporten af råstoffer skyldes primært et fald i salget af minkskind til Hongkong. Også eksporten af maskiner undt. transportmidler faldt. Det skyldes bl.a. et mindre salg af vindmølledele til Storbritannien og USA, skriver Danmarks Statistik. I perioden september-november 2012 faldt eksporten til EU-landene samlet med 4,7 pct., oplyser Danmarks Statistik.
Eksporten til Sverige faldt 11,1 pct., især som følge af et mindre salg af råolie. I samme periode var den samlede eksport til lande uden for EU stort set uændret. Et mindre salg af især vindmølledele og lægemidler trak dog eksporten til USA ned med 12,2 pct., fremgår det af meddelelsen.
For januar-oktober 2012 er eksporten opjusteret med 0,7 mia. kr., og importen er opjusteret med 0,3 mia. kr.