Nyt plus på betalingsbalancen
Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster var i november 2012 på 9,6 mia. kr., oplyser Danmarks Statistik. Det er 0,5 mia. kr. højere end måneden før og 0,5 mia. kr. lavere end samme måned i 2011.
- Baggrunden for overskuddet i november er et overskud på varer og tjenester 7,9 mia. kr. og på løn- og formueindkomst på 4,3 mia. kr., mens der var et underskud på løbende overførsler på 2,5 mia. kr., skriver Danmarks Statistik.
Overskuddet på varer og tjenester har i de seneste tre måneder været næsten uændret, men i november 2012 skete der en forskydning i forhold til de to foregående måneder, således at overskuddet på varer steg med 1,4 mia. kr. til 5,0 mia. kr., mens overskuddet på tjenester faldt med1,5 mia. kr. til 2,9 mia. kr.
I perioden september-november 2012 var overskuddet på de løbende poster på 27,8 mia. kr., hvilket er 1,4 mia. kr. lavere end samme periode sidste år. Dette skyldes især et fald i overskuddet på varer på 1,4 mia. kr., mens de øvrige poster stort set er uændrede.
Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster er for de første ti måneder af 2012 blevet opjusteret med 0,1 mia. kr.