Mangler 200 buschauffører
Den 7. januar begyndte en rekrutteringskampagne for at finde 200 buschauffører til at køre bus i Stockholmsområdet.
I takt med at Stockholm vokser, øges behovet for kollektiv trafik og dygtige buschauffører. Til sommer søger selskabet Keolis Sverige 200 personer som har de nødvendige kørekort m.v. for at kunne køre bus. Det skriver Mentoronline.se
– Uden buschauffører stopper Stockholm. Vi kan tilbyde et sjovt og ansvarsfuldt job i en fremtidsbranche, og vi ser gerne flere kvindelige ansøgere, siger Annica Fors, der er rekrutteringschef ved Keolis Sverige.
Busbranchen står over for en spændende udfordring med en stor efterspørgsel på kollektiv trafik, samtidig med at der forventes store personaleafgange på grund af pension. Af Keolis Sveriges 4500 buschauffører er 50 procent over 50 år, og hele 20 procent er mere end 60 år.
Keolis, der er verdens største transportfirma indenfor den kollektive transportsektor, beskæftiger 50.000 medarbejdere, som kører bus, tog, undergrundstog og sejler med både i Europa, Canada og Australien. I Sverige udfører selskabet opgaver i Sundsvall som det nordligste og i Göteborg som det sydligste.
Keolis i Sverige har de seneste år arbejdet på at få en større andel af kvindelige chauffører, hvilket har givet pote. I 2012 var næsten 40 procent af de nye medarbejdere til Keolis’ busuddannelse kvinder. Andelen af kvinder blandt de ansatte hos Keolis Sverige udgør i dag 13 procent.