23948sdkhjf

Brand i Boeing Dreamliner

Boeings nye 787 Dreamliner ramt af endnu en elektrisk brand.

Boeings nye 787 Dreamliner ramt af endnu en elektrisk brand.



Et Boeing 787 Dreamliner passagerfly fra Japan Airlines blev igår ramt af en brand i de elektriske systemer kort efter landingen i Logan International Airport ved Boston i USA.

Branden er den seneste af en stribe episoder, hvor de elektriske systemer har voldt problemer for Boeings nyeste flymodel.

Flyet var landet 10.00 lokal tid og passagerer og besætning havde forladt flyet, da rengøringspersonale slog alarm fordi, der var røg i kabinen.

Brandchefen i Massport, Bob Donahue, oplyser ifølge USA Today, at branden opstod i et batteri - der leverer strøm til flyets elektroniske systemer, når motorerne er slukket - som eksploderede.

USA's flysikkerhedsmyndighed NTSB og den føderale luftfarts myndighed FAA undersøger nu episoden.

Boeing 787 Dreamliner er konstrueret med henblik på den bedst mulige brændstoføkonomi. Derfor er flyskroget gjort lettere end mere konventionelle fly - blandt andet fordi størstedelen af flyskroget er konstrueret i kompositmaterialer, hvor mere konventionelle passagerfly hovedsageligt anvender aluminium.

Flyet - der blev indsat i drift i 2010 - anvender også i højere grad elektriske systemer og det stiller større krav til flyets elektriske systemer.

Mindre tekniske problemer er snarere reglen end undtagelsen på nye fly-typer i typens tidlige driftsår. Det gælder også Airbus prestigefly A380, der har været involveret i flere episoder.

Boeing 787 Dreamliner har dog siden introduktionen i 2010 været ude for en række sikkerhedslandninger, hvor svigt i elektriske systemer har været årsagen i flere af disse.

Dertil kommer, at en Dreamliner-prototype måtte nødlande under en testflyvning i november 2010 på grund af en kortslutning i et elektrisk system, der var forbundet til motorstyringen på en af flyets motorer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062