Massive besparelser hos LOT
Det polske luftfartselskab LOT må i gang med kraftige besparelser.
Den polske stat ejer 93 procent af LOT og ydede før jul et statslån til selskabet. Uden lånet havde selskabet sandsynligvis ikke overlevet. Det er dog stadig usikkert om EU-Kommissionen kan godkende bevillingen af lånet, eller om kommissionen vurderer, at der er tale om ulovlig statsstøtte. Det oplyser check-in.dk.
Med den trussel hængende over hovedet har den polske regering lagt en storstillet redningsplan på bordet. Den indebærer at kun de allermest rentable ruter opretholdes. Samtidig sendes 15 af selskabets 40 fly tilbage til de firmaer, som de er leaset fra. Endelig flyttes en stor del af LOT’s indenrigstrafik og europæiske trafik over til det mindre regionalflyselskab EuroLot, der også har den polske stat som hovedaktionær.
De store ændringer indebærer også massefyringer, som forventes eksekveret allerede i første kvartal i år.
De massive nedskæringer er blot de seneste skud på stammen i arbejdet med at holde det polske luftfartsselskab flyvende. Tidligere har LOT frasolgt sin ejerandel i EuroLot til et andet statskontrolleret selskab for på den måde at skaffe penge i kassen til den fortsatte drift. Også en ejerandel i brændstofleverandøren Petrolot er blevet solgt til det statskontrollerede oliefirma PKN Orlen. Endelig er selskabets cateringdivision, LOT Catering, blevet afhændet til det østrigske cateringfirma DO&CO.