P&O Ferries og Transfennica indleder samarbejde
Færge- og ro-ro-rederierne Transfennica og P&O Ferries åbner ”landbro” for uledsagede trailere mellem Spanien og Storbritannien.
Zeebrugge bliver den centrale hub for den nye ”landbro,” fordi de to rederier i forvejen anløber den belgiske havne mere end 40 gange ugentligt. Denne trafik samles fremover med P&O Ferries terminal i Zeebrugge som ”trædesten,” så omlastningen af løstrailere kan foregå så effektivt som muligt.
Samtidig har de to rederier underskrevet en samarbejdsaftale, der betyder at alle Transfennica Iberias anløb i Zeebrugge anvender P&O Ferries terminal. Trafikken indledes allerede i denne uge.
P&O Ferries står for stevedoringen og lover, at løstrailere vil blive afsendt med første ledige afgang. På ruterne til Tilbury og Hull kan P&O Ferries love afgang samme dag, med ankomst i UK samme dag eller tidligt næste morgen. En service, som de to selskaber beskriver som tilsvarende eller hurtigere end på vej.