Flere p-pladser ved Aalborg Lufthavn
Gratis p-pladser er for Aalborg Lufthavn trumf i spillet om at tiltrække flyrejsende, og derfor arbejder lufthavnens ledelse med konkrete planer for at udvide parkeringsfaciliteterne.
- Til sommer forventer vi at få brug for 300-500 nye parkeringspladser, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen til nordjyske.dk.
Han bygger sin forventning på, at lufthavnen en måneds tid forrige sommer med mellemrum oplevede at udgå for p-pladser.
- Så nogle af vores gæster måtte parkere på græsarealer udenfor det egentlige parkeringsareal, siger Søren Svendsen.
Med de nye parkeringspladser vil lufthavnen nå op på måske 4300 parkeringspladser i alt, men det stopper ikke der. I kommunens planlægning for området opereres der med op til 9000 ekstra pladser.
Søren Svendsen understeger dog, at det er planer der rækker 20-30 år frem i tiden.
Det er især et stigende antal charterturister og passagerer til udenrigsruterne, der øger behovet for steder at stille bilen. I 2020 ventes lufthaven at runde 2,1 million rejsende mod 1,4 i 2011.