Falck bemander Vejdirektoratets infocenter
I går underskrev Falck og Vejdirektoratet en tre årig kontrakt om bemandingen af Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter (T.I.C.).
T.I.C. er den enhed i Vejdirektoratet, der har det trafikale overblik over situationen på vejene i Danmark døgnet rundt, og som skal sørge for, at trafikken afvikles så gnidningsfrit som muligt. Det gøres bl.a. via:
overvågning af trafiksituationen på statsveje og centrale trafikale knudepunkter, overvågning og styring af variable skilte på vejene, ydsendelse af aktuel trafikinformation til trafikanterne via forskellige medier fx i forbindelse med uheld, tabt gods, kø, vejarbejder mv. og udkald af beredskab til uheld, tabt gods osv. samt assistere andre beredskabsmyndigheder i forbindelse med hændelser på vejene.
Fra 1. april 2013 er det Falck, der er Vejdirektoratets operatør af T.I.C., og dermed døgnbemander overvågningscentralen. Falck overtager opgaven fra G4S.
- I Vejdirektoratet ser vi frem til samarbejdet med Falck. Det bliver et dialogbaseret samarbejde, og vi har lagt op til et tæt parløb mellem Vejdirektoratet og Falck, siger Niels Christian Skov Nielsen, Driftsdirektør i Vejdirektoratet.
- Det bliver en spændende tid, da vi i Vejdirektoratet har sat ekstra fokus på trafikanterne og deres køreoplevelser. Trafikanterne skal så nemt og sikkert frem som muligt. Falck har stor erfaring med koordinering og samarbejde med danske myndigheder, og er vant til at kommunikere med borgerne. En viden og erfaring, som jeg er sikker på vil styrke vores samarbejde i dagligdagen og være til gavn for trafikanterne.”
Bemandingen af T.I.C. var i EU-udbud i efteråret, og ud fra princippet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud har Falck vundet udbuddet. I første omgang indgås der kontrakt for en periode på tre år, men der er mulighed for forlængelse i yderligere tre år.